Afro er det nye sort

Et sted i Kigali, Rwanda.

Et sted i Kigali, Rwanda.

Mødet med Afrika gør dybt indtryk på en bleg velfærdsdansker som jeg. Efter to uger i Rwanda går jeg stadig rundt med hovedet fuld af indtryk, tanker, oplevelser fra en meget fremmed og anderledes del af verden.

Noget af det der gjorde indtryk, var afrikanerne selv. Tøjet. Farverne. Mønstrene. Og ikke mindst de afrikanske kvinders måde at bære det hele på. Mændene kunne også være med i opsigtsvækkende skjorter eller jakkesæt som eksploderede i farver og mønstre. At køre gennem Rwandas smukke landskab med høje bjerge, rød jord og grønne skrænter, mens man passerede mennesker klædt i de vildeste farver og mønstre, var i sig selv en kæmpestor fornøjelse.

Som jeg skrev på Facebook lige efter nytår: “Bliver mere og mere vild med det der Afrika. Alle de farver. Kvinder med store numser i opsigtsvækkende kjoler i de vildeste farver og mønstre. Så skønt og opløftende at se på istedet for vores hang til det afdæmpede og klassiske ’se-mig-ikke-sort’ og ‘nej-hvor-er-jeg-elegant-grå’. Flere farver i 2016!”

Det er som om vestlige kvinder har lært, at vi skal gemme det hele lidt væk for at se elegante og tjekkede ud. Især om vinteren hvor alle går i sort eller i hvert fald mørke farver og ofte ensfarvet tøj. Vi har en anden hudfarve, frostvejr og  den slags, men hvorfor skal vinterfrakker være sorte eller grå?

Vi skal helst ikke skille os alt for meget ud og være parate til at kunne glide ind i hvilket som helst selskab. Vi skal ikke stritte alt for meget med vores røv eller barm. Vi skal helst dæmpe det hele lidt ned, mere og mere jo ældre, vi bliver.  Sådan er det ikke i Afrika.

Som min egen lille hyldest til Afrika er jeg begyndt at poste fotos af farverige, flotte damer fotograferet i forbifarten. Vi har også indført fuld afro derhjemme. Bordet er dækket af en dug købt på et marked i Kigali. I går havde jeg min  nye, mønstrede og farverige nederdel på til et middagsselskab og i skabene venter to afrokjoler, tasker og en stabel stof, der skal blive til flere kjoler en dag.

Ekstra baller

Ekstra baller

Vores bedste souvenir fra Rwmanda må dog være disse vidunderlige trusser  – nu med balleindlæg. (?)

De kan købes i tøjafdelingen i det, der svarer til Føtex eller Kvickly.  Fås også i kombination med ekstra indlæg til hofterne OG i virkelig, virkelig store størrelser.
Jo mere afrorøv, jo bedre. Åbenbart Jo flere vilde farver og mønstre, jo bedre.
Jeg er vild med det.

Og hvad ser man så i kioskens magasinstativer i dag?
Mine bønner er blevet hørt.  Afro er det nye sort. Tak – og velkommen til forsiden.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*