Mentormødet 8: Apropos håndtryk

Når jeg møder Den Libanesiske Frisør får jeg først et smil. Så et knus og det første kys på den ene kind. Så et kys på den anden kind og et kys mere på den første kind. Undervejs har jeg masser af tid til blive usikker på, hvor langt vi er kommet i processen, og hvilken vej jeg skal dreje mit hoved, for at vi rammer rigtigt. Det ender som regel godt. Til sidst.

For et par måneder siden besøgte jeg salonen i mentorembeds medfør. Ghina og jeg kom igennem hilseritualet, og jeg vendte mig mod hendes mand Nasser. Vi plejer at give hånd, men den dag sagde han:”Heidi. Vi kender hinanden godt nu. Du ved, at jeg respekterer dig. At jeg er glad for, at du vil hjælpe Ghina og for det, du gør for os og for salonen. Vi er venner, ikke? Men jeg vil helst have, at vi ikke giver hinanden hånden. En  muslimsk mand hilser ikke på en kvinde på den måde. Medmindre de er gift eller i familie med hinanden. Er det ok?..”

Han så mærkelig alvorlig ud, og jeg kunne mærke, at det ikke var så nemt for ham at sige. Jeg blev også selv lidt genert. Eller pludselig bevidst om forskellene mellem os. Det var mere lidt underligt og uvant end stødende. Men ja. Selvfølgelig var det ok. Jeg følte mig hverken diskrimineret eller mindreværdig. Jeg respekterer Nasser, og jeg ved, at han respekterer mig. Med eller uden håndtryk.

Egentlig er et håndtryk også lidt ulækkert. Vi bruger hænderne til…. mange ting. Og så går vi rundt og trykker dem mod hinanden bagefter. ISÆR når vi møder vidt fremmede mennesker og helst meget fast og længe, så vi sådan rigtigt kan få blandet bakterier.

håndtryk

Oprindeligt var et håndtryk bare en måde at vise, at man ikke havde våben med og dermed ikke ondt i sinde. Med tiden er det blevet til en hilseform. Andre krammer og kysser eller gnider næser. Mange muslimer hilser ved at se folk i øjnene, og lægge hånden på hjertet. Forskellige kulturer hilser på forskellige måder. Whats the problem?

En hel masse åbenbart. Den voldsomme håndtryksdebat har efterhånden lagt sig. Men ikke for den mand, der uden at vide det, trykkede på knappen, og fik debatten til at eksplodere. Og heller ikke for hans familie. Jeg håber ALLE i Danmark har læst den her artikel:

Censoren, der ikke ville give hånd

Det er et godt eksempel på, hvad der sker når debatdanmark lugter blod. Proportionerne forsvinder. Alle råber i munden på hinanden, og småting bliver til principielle sager, der overskygger alt andet. Og bagefter glemmer vi det igen. Ingen er blevet klogere. Og nogle gange tager vi helt fejl. Som i sagen om den åkaldt handlede kvinde fra Nigeria, der fik en udvisning som tak for at hjælpe politiet mod at få fat på bagmændene. Vi skreg op, satte underskriftindsamlinger og protester i gang indtil nogen fandt på at tjekke baggrunden for historien. Og opdagede at kvinden ifølge vores egen domstole hverken var handlet eller havde afsløret onde bagmænd.

Håndtryssagen. Den har vi glemt igen. Og trods den voldsomme debat og den store principielle vægt, håndtrykket pludselig fik, så har INGEN klaget over det manglende håndtryk. Ingen.

2 Kommentarer

  1. Stakkels mand, censoren altså. Helt ude af proportioner.
    Og i øvrigt så har du ret, håndtryk er lidt ulækre…

  2. Tak for kommentaren, Lisa. Og ja. Vi burde have en fælles rød og meget stor stopknap til den slags debatter. Eller en tænkepauseknap. Den slags debatter ødelægger mere end de oplyser og gavner. Han formulerer det meget præcist, når han siger: at han aldrig har følt sig fremmed i Danmark. Før nu. Og det behøver man ikke være indvandrer for at føle..

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*