Bevægelsen for barnets bog

barnBarnets navn: Heidi Vesterberg
Længde: 183 cm
Fødselsvægt: 2500 gram.. Stadig stigende.

 

Det er ikke sjovt at være nummer to. Slet ikke, når man har været det fra fødslen. Man får jo ikke en ærlig chance for et ordentligt gennembrud. Der er altid en anden, der har taget det første skridt, slugt den første legoklods og smilet det første smil. Ligegyldigt, hvad ens lille lyserøde barnehjerne finder på, kommer man halsende langt bagude i feltet uden mulighed for at overhale. Der er altid en anden, der er større, og kan det hele meget bedre end en selv.. Jeg ved det. For jeg er selv en af dem. Nummer to altså.

Man lærer selvfølgelig at leve med det med tiden, og det har bestemt også sine fordele: Der er nemlig også altid en, man kan se op til. Og en der altid vil passe på dig og tage dig med til koncert, selv om du egentlig ikke må. Nummer et har også venner, man kan beundre og blive forelsket i. Og kigge på gennem meget små nøglehuller. Den slags venner havde min bror mange af. Nummer et er også rigtig god, at sladre om, hvis man får brug for at komme ud af fokus, og undgå forældrenes opmærksomhed. Man slipper i det hele taget for det helt store forældreopgør som nummer to, for den første har allerede banet vejen og taget det meste af balladen.

Der er kun en ting, jeg altid vil misunde nummer et for. Han fik bogen. Den store ”Barnets bog” med mors skråskrift og fine gennemsigtige sider mellem hvert blad. Jeg fik ikke engang et hæfte. Jeg har klaget, og fik den noget vattede forklaring:
“Jamen, vi glemte det viste bare. Og vi har jo også alle lysbillederne… “….!!  Som om det kan sammenlignes med en bog!

Nu sker det igen overalt i min omgangskreds. Det første barn vækker vild jubel og scorer al opmærksomheden. Der er ingen ende på, hvor fantastisk det er, når barn nummer et kan smile, prutte og sige underlige lyde. Der er ingen kameravinkler, der er for kedelige, og det stakkels barn bliver hængt til offentligt skue på køleskabsdøren allerede inden det er født. Helt uden tøj på. Nogen af dem får deres egen hjemmeside. Alt bliver minutiøst beskrevet i den lille bog, filmet på video og dokumenteret på alle tænkelige måder. Det er jo et barn!

Og så kommer barn nummer to, og gentager det hele. Sådan en lille copy –cat. En efteraber. Så er det pludselig ikke SÅ sjovt, at han prutter eller taber en tand. Det haaaar vi set. ‘
Intentionerne er der. Selvfølgelig skal han også have Barnets Bog, men der er ikke rigtig tid. Og nu er der jo også to, og så er det svært at få tid til at klistre navneseddelen fra hospitalet ind i bogen. Og pludselig er dagene gået og den lille nummer to er blevet stor, og skal ud i livet – uden barnets bog. Det er altså ikke nemt! Det kan være en byrde, der tynger en hele livet igennem.

Derfor har jeg udråbt mig selv til Barnets Bogs beskytter. Når jeg besøger en veninde med mere end et barn, stikker jeg hæmningsløst til hendes dårlige samvittighed, og overhører alle dårlige undskyldninger som ”Jamen jeg er i gang” eller ”Jamen, det er altså helt vildt tidskrævende at lave sådan en.” Vi er sgu ligeglade. Barnet skal have en bog. Sidst jeg besøgte en af dem, lå den der endelig. Helt fyldt med billeder, og min venindes fine håndskrift under hvert billede. Sådan. En sejr for bevægelsen. Men kampen stopper ikke her. Jeg kæmper videre for hele verdens nummer 2, 3  eller mere…. Alle børn har ret til en Barnets Bog. Sæt i gang. Ellers skriver vi dem selv…

(Tidligere bragt som klumme, ALT for damerne)

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*