Verden ifølge Vesterberg. Blog eller business?

Nå, men som ny blogindehaver tænker jeg over, hvad meningen med en blog egentlig er. Det skulle jeg måske have tænkt på lidt før, tænker du sikkert – og det har jeg også gjort. Lige lovlig længe. Imens er der sket meget i blogverden. Der er ikke så mange: “Kære dagbog. I dag skal jeg til tandlæge og jeg har også lidt ondt i min fod”– blogs mere.  Ufatteligt mange blogs ligger øde hen som på en gammel indiansk kirkegård. Og mange af dem er ikke  blevet opdateret siden en dag i 2007 eller 2008, hvor det store blå sociale forsamlingshus for alvor slog igennem. Video killed the Radiostar og facebook killed the blog. Det er meget nemmere at sige noget kedeligt og ikke særligt vigtigt på Facebook. Det bruger jeg selv meget tid på.

Til gengæld er antallet af professionelle blogs nærmest eksploderet. Ingen selvstændig kommunikationsekspert, strees coach eller boligindretningsfidus med respekt for sig selv kan køre sin butik uden en blog. Det skaber merværdi. Det er også personlig branding og en billig måde at gøre sig selv til ekspert på sit felt.

Jeg er muligvis en gammel romantisk hippierøv. Men jeg var mere begejstret for blogtanken, dengang det var en åben mikrofon for alle, der havde noget på hjerte. Noget, de brændte for og gerne ville dele med andre. Dengang det var en medierevolution, der gav stemmer til mennesker, der levede under diktatur og militære regimer. De stemmer er der heldigvis stadig og bryder nogle gange igennem muren af markedsføringsfis og rammer os alle sammen lige i fjæset. Og hjertet.

Det ene behøver ikke udelukke det ande. Man kan kombinere branding med pleasure. Og passion. Mange af de professionelle blogs stråler af engagement, hjerteblod og værdifuld viden.  Og lige så mange stinker af halvpinlig markedsføring og selviscenesættelse.  Eller er det bare mig, der er sur?

Og hvorfor skriver jeg så selv en blog? Indrømmet. Jeg gør det OGSÅ fordi jeg gerne vil bruge den som visitkort. Og fordi jeg efter år som journalist er træt af at bede andre om at sige noget, som jeg selv har tænkt. ;-) Jeg vil have mit eget medie, hvor jeg kan skrive uden at skulle tjene på det. Og et sted, hvor jeg godt må lege med ord, skrive noget forbandet vrøvl og fejle lige så meget som jeg har lyst til.

Jeg ved godt at vi lever i et samfund, hvor personlig branding er vigtigt og nødvendigt. Og til tider skidesjovt. Vi lever som individer og kan ikke længere dække os ind under vores arbejdsplads, en eller anden Gud eller slægtsnavn. Vi er kun os. Men af og til får jeg simpelthen sådan en kvalme af det. Jeg får brandingskvalme og enorm lyst til at åbne munden og lade galden flyde. Jeg mister lysten til at læse den slags blogs  – og respekten for de, der skriver dem.

Jeg tror det handler om en ting. Autenticitet. Så snart det lugter bare en lille smule mere af iscenesættelse og branding end af et autentisk ønske om at dele noget med andre. Så begynder brandingsalarmen at ring. Og så er det at kvalmen begynder at stige…

Måske er det bare mig. Måske er det mit fag. Måske ville jeg  ikke have fået den samme overdosis af selviscenesættelse og branding, hvis jeg var stilladsarbejder eller skolelærer. Eller sygeplejersken, der hver dag går ind i en verden, hvor alt handler om liv og død. En verden af virkelighed. I stedet for ord. Historier. Meninger. Markedsføring. Branding. Og for meget brandingfis i en iscenesat hornlygte.

Jeg ved det ikke. Gør du? Genkender du den her brandingslede, og har du et bud på, hvor den kommer fra og hvorfor? Du er velkommen til at komme med en kommentar. Husk: det er supergod branding…

4 Kommentarer

  1. Det kan jeg godt genkende, Heidi, men jeg står jo også selv midt i det. Jeg er ved at starte en ny blog op og kom ovre i det “store blå forsamlingshus” (sjovt sagt!) med i en gruppe for “proffe” bloggere. Her tillod jeg mig (tsk!) at lufte min uvidenhed og bad om gode råd til hvor og hvordan jeg skal gøre det for at komme godt fra start. Har allerede én blog men vil gerne opgradere til lidt flere læsere. Nå, men svaret var altså at hvis jeg ikke startede med at investere 10.-15.000,- kr. i design og teknisk assistance kunne jeg nærmest lige så godt opgive på forhånd … Jeg ved ikke om de bare prøvede at skræmme mig væk men det råd har jeg nu ikke tænkt mig at følge. Men jeg vil gøre mit ypperste for at skrive fra hjertet – og hvis det begynder at lugte af “brand” håber jeg du vil være min vagthund, Heidi! Her på bloggen er der vist ingen fare for at komme til at kede sig – jeg glæder mig i hvert fald til at følge med :-) Kh Sannie

    1. Vuf vuf. Jeg skal nok bjæffe. ;) Tak for din kommentar. Jeg tænker: Designet og den slags må komme hen ad vejen, når jeg har leget lidt med det. For mig handlede det mest om at KOMME I GANG. Dels fordi jeg har tænkt over det meget længe, og er blevet opfordret til det mange gang. Men allermmest pga. mine tanker om serien Mentormødet, som jeg håber kan blive en god og meningsfuld føljeton. Ligesom dit projekt om moderne familiemønstre og slægt kan blive det. Nu må vi se…

      Det kan jo meget vel være, at denne side kommer til at ende som endnu en lille forladt stakkel på den store blogkirkegård. Og det er jo også helt ok. Vi må se, hvad der sker….Du har i hvert fald mindst en læser på din blog. Glæder mig til premieren. Kh Heidi

      P.S: Du spurgte efter en måde at abonnere på. JEg tror man kan bruge det, der RSS feed – se ude til højre. Så får man en mail, når der er nye indlæg. Men jeg fifler også med andre muligheder. Og det vil jeg så anbefale at man gør INDEN premieren. ;-)

  2. Hele cirkus branding er vel i bund og grund videreudviklingen af ikoniske Warhols velkendte kvarter. Alle vil ses, høres og lægges mærke til. Fordi det kan lade sig gøre på internettet. På den ene eller anden måde.

    Især modebloggerfænomenet fascinerer – og skræmmer – mig. Ikke mindst hvor skræmmende selvbevidste små 12-13-årige pigebørn kan være. I den alder tumlede jeg stadig rundt i et joggingsæt fra Føtex og var derudover temmelig ubekymret over mit udseende. Og så meget som en tanke om designertøj fandtes ikke i min begrebsverden.

    Har faktisk gjort mig tilsvarende overvejelser som dine omkring min nystartede blog. For begår mig professionelt i samme boldgade som dig og har blogget ad flere omgange i de sidste mange år. Også inden det blev mainstream. Men altid kun for mig selv (og så de læsere, der kom til, naturligvis. Men altid primært for mig selv)
    Men emnet (baby/business/barsel) skaber et behov for lidt mere åbenhed og konkret tilstedeværelse – ikke bare fornemmelsen af en potentiel person. Men samtidig er det meget grænseoverskridende og møgsårbart. Især overvejelsen om, hvorvidt bloggen er en fordel eller ulempe – og om den hudløse ærlighed ryger i svinget.

    Har valgt en blød mellemvej til en begyndelse og lægger ikke skjul på branche og udfoldelser, men har omvendt valgt hverken at linke direkte til min hjemmeside eller lægge billed på bloggen. Men det kommer sikkert. Skal bare lige nå dertil.

    Og hvorfor blogger jeg. Fordi jeg ikke kan lade være. Fordi jeg under min graviditet havde en plan om at skrive en bog, men i stedet har valgt at smide teksterne ud på det store altomfavnende internet. Fordi jeg føler, mit emne er vigtigt – så vil hellere ud med det end brænde inde med en bog, der måske/måske ikke ville blive til noget foreløbigt.

    Pyha, lidt af en smøre. Sådan er det, når der bliver trykket på knapper. Jeg har en fornemmelse af, du kender til det…

    1. Lange smører – nej, det kender jeg ikke til. : )
      Tak for din kommentar, og ja, man kan godt blive lidt forskrækket over de helt unge modebloggere. De er dygtige til deres felt, men barndommens uskyldighed har de ikke så meget fornøjelse af. For mig er det bare vigtigt, at en blog handler om noget – og ikke bare er et salgsredskab, der skal overbevise mig om at afsenderen er ekspert på sit felt. Det samme er faktisk ved at ske med Facebook. De sjove, anderledes, tankendevækkende og debatskabende opdateringer ebber ud – og markedsføring, hverdagsfis og søgemaskinefunktioner tager mere og mere over……Eller også er i bare ved at være kommunikationsmættede. – jvf. mit indlæg om meningsfaste. :)

      Nå, men jeg kan da se, at du er passioneret omkring dit eget blogemne. Og glæder mig til, du smider navn og identitet på. Jeg synes ikke det er så farligt. : )

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*