Bloggen fylder 1 år.

x

I dag er det bloggens fødselsdag hurra, hurra, hurra. Den sikkert sig en gave får som den har ønsket sig i år med dejlige kommentarer og indlæg til. 

Kære blog.
Tillykke med fødselsdagen. Det er ikke til at forstå, at der allerede er gået et år siden, jeg skrev dette på Facebook:”Efter års tilløb og tanker har jeg lavet en blog. Mange år efter at det var smart at have sådan en. Jeg forestillede mig et superflot design og en premiere med rød løber og utroligt mange kloge ord. Nå, men det blev ligesom aldrig rigtigt til noget….. Så nu er jeg bare gået i gang.”

Det er jeg rigtig glad for, at jeg gjorde. Når jeg ser på dig i dag, kan jeg mærke, hvor stor betydning du har fået for mig.  Selv om du er også er ret besværlig. Du kræver tid og skal opdateres jævnligt – også når jeg ikke gider. Og på grund af dig er jeg jævnligt nødt til at tage kvælertag på tanker som: Det-er-jo-helt-formålsløst.Eller: Åhr-hold-dog-din-kæft-der-er-sgu-da-ingen-der-gider-høre-på-alt-dit-pinlige-fis-i-en-selvpromoverende-hornlygte. 

Det kan godt være at oplaget er lille. Og vi mister sikkert læsere hele tiden ligesom alle andre medier, men det gør ikke noget. Jeg er glad for dig alligevel. Du er mit eget helt private medie. Du er der altid for mig. Takket være dig behøver jeg ikke længere sælge min idé til en eller anden redaktør for at få lov til at skrive historien. Jeg behøver ikke overbevise nogen om, at det her budskab er vigtigt. Og jeg behøver heller ikke piske rundt for at få en eller anden kilde til at sige det, jeg allerede selv tænker. Jeg skriver det bare og trykker på en knap. Jeg kan endda genoptrykke gamle artikler og må gerne skrive noget dumt. Gennem dig har jeg fået magten over mine ord tilbage. Og nogle gange er der ovenikøbet også nogle, der gider læser det. Det er jo helt fantastisk. Mange tak for det.

Der er perioder, hvor jeg har svigtet dig. Jeg har flirtet med andre skrivepojekter og hele efteråret var jeg dig ovenikøbet utro med en bog. Men lad mig sige det med Elvis:

Maybe I didn’t treat you
Quite as good as I should have
Maybe I didn’t love you
Quite as often as I could have
Little things I should have said and done
I just never took the time

You were always on my mind.

Tillykke med fødselsdagen. Bloggen længe leve: hurra, hurra og så det lange…hurraaaaaaaaaaaaaaaahhhhhhhhhhh

Om bloggen: Vil du vide, når der er nyt på bloggen  – tilmeld dig oppe i højre hjørne. Du kan også følge bloggen på Facebooksiden: Verden ifølge Vesterberg
Du er meget velkommen til at kommentere, like eller dele.  Tak fordi du gider læser med.

4 Kommentarer

  1. Hurra, hurra, hurra!!! Flag og balloner, champagnepropper, lagkage, truttelihut …!
    Det er en dejlig blog – og tænk, nu ét år! Tillykke :-)

    1. Ihhhh tusind tak. Især for truttelihut – det kan man aldrig få nok af. Og beklager den liiiiidt lange svartid. Kh blog og Heidi

  2. Tillykke, blog.
    Jeg er glad for at du stadig findes. Det er jo nemt nok at starte noget, sværere er det at følge op. Well done, Heidi.

    1. Skulle hilse fra bloggen og sige mange tak. Og i lige måde, Eva. : )

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*