Delehunden – en 7/7 ordning.

Verdens sødeste hund

Verdens sødeste hund

Dette er et billede af min hund.

Eller rettere: dette er et billede af min delehund. Jeg deler den med min tidligere underbo, der nu også er blevet en af mine bedste venner. Sammen med hende, hendes datter og min kæreste har vi skabt vores egen lille lidt mærkelige familie med hunden som midtpunkt.

Det startede med, at jeg pludseligt forelskede mig i små hvide hunde. Aner ikke, hvor det kom fra. Jeg holdt bare lige pludselig helt op med at kigge efter nydelige mænd på gaden eller i Frederiksberg Have. Jeg kiggede kun efter hunde. Lidt upraktisk, da jeg egentlig gerne ville have en kæreste på det tidspunkt, men hver gang nogen sagde: “Den fyr derovre ser da sød ud” sagde jeg: “Så du den hund….? Hold kæft, hvor var den sød.”

Jeg kiggede også på hunde i Den Blå Avis og andre steder på nettet, men alle omkring mig sagde; “Nej. Heidi. Det må du ikke gøre. Du fortryder det. Du bliver så bundet af en hund, og mister al din frihed….”. De vidste bare ikke, at jeg var skidetræt af frihed. Jeg havde så meget frihed og personligt råderum, at jeg var ved at brække mig over det. Og når folk fablede om min fantastiske frihed, og hvor bundet jeg ville blive af en hund – sagde jeg: “Ja, det er jo sandt. Men alt, der virkelig betyder noget her i livet, er jo også skidebesværligt. Alt det vi elsker allermest er også det, der binder og forpligter.”

Det havde jeg jo ret i. Men jeg fik alligvel ikke den hund. Jeg måtte ikke have hund, hvor jeg boede og var også selv i tvivl om, hvorvidt det nu var en god ide. Men jeg fik en ny lejlighed i et lille gult hus, og en dag flyttede de nye underboer ind i. Med en lille hvid, krøllet hund!

Det viste sig at være verdens sødeste hund. Og verdens sødeste underboer. Lokket af godbidder og slesk tale begyndte hunden at løbe ind og ud af lejlighederne, og så kunne jo jeg ligeså godt passe den, når underbo ikke var hjemme. Min underbo havde købt hunden til datteren som et slags plaster på skilsmissesåret, men tænkte ikke lige over, at hun dermed også mistede det eneste gode ved en skilsmisse: sin frihed. Når datteren var hos sin far, skulle hun alligevel skynde sig hjem og sørge for mad – bare til hunden.

For hende var det praktisk med en fast hundepasser i huset, og jeg fik fri adgang til hund uden forpligtelser. Med tiden blev det til en fast pasningsordning. Og da vi senere flyttede til hver vores del af byen, udviklede det sig til en fast deleordning.

Vi har valgt en 7/7 ordning. Med skiftedag om søndagen. Vi har hunden i lige uger, når datteren er hos sin far, og hunden virker ret tilfreds med ordningen. Det er som om, hunden ved, hvornår skiftedagen nærmer sig. Den begynder at kede sig, kræver mere opmærksomhed og piver utilfreds,  men så snart vi nærmer os den andens hjem, logrer den som en sindssyg og piler glad hen ad gaden. Det er den perfekte ordning. Vi har både verdens sødeste hund – og vores frihed. Og hunden bliver elsket og forkælet af os alle sammen. Alle er glade.

Når vi møder fremmede og fortæller om deleordningen er reaktionen den samme. Først overraskelse og smil, der hurtigt glider over i en let undren. Og nogle gange bliver til forargelse og små rynker i panden: “Jamen….  Kan man det? En hund er jo meget knyttet til sin ejer. Det er praktisk for jer, men er det ikke synd for hunden? Kan den virkelig finde ud af det? Bliver den ikke tosset af at flytte frem og tilbage hele tiden…?”

Hver gang kan jeg ikke lade være med at fnise og tænke på det her:

http://jyllands-posten.dk/ditliv/familie/ECE4417078/stadig-flere-boern-flytter-mellem-to-hjem/

Det er da sjovt, at folk kan blive så forargede over en delehund – når nu en stor del af den danske børne befolkning lever på den måde. Men børn er måske ikke ret knyttede til deres forældre?

Jeg kan ikke med sikkerhed vide om hunden er tilfreds med ordningen. Jeg kan heller ikke love, at hunden aldrig er forvirret over at have en hundekurv i to forskellige hjem. Jeg ved det ikke. Den siger aldrig noget om det. Men jeg kan godt love, at det er en af de allermest observerede delebørn i hele verden. Og elskede.

 

 

2 Kommentarer

  1. Hehe..Den virker ikke så mat. På nogen måde… Men ja Jeg synes, det er morsomt, at folk kan blive forargede eller mene at det er meget synd for hunden – når nu en stor del af den danske børnebefolkning lever på den måde. Hunden er glad. Mærkelig, men glad. Og verdens sødeste.

  2. Er der ikke noget om, at hunde bliver mat i pels og øjne og nægter at spise, hvis de er kede af det ? Kontraster er ofte medvirkende til at skabe et godt billede – og samme opskrift virker måske osse for væsener med følelser ? Opbygning af lidt spænding/savn – udløsning med glæde. Hvad er det for nogen forventninger vi har til et liv uden udsving, blottet for det mindste piv? Hverken vi eller vores kæledyr lever “naturlige” liv, så hvilke parametre er det man forestiller sig der skal stilles op for hundis velfærd?
    Jeg siger ikke, at man skal holde op med at tænke, men at man måske kan kigge på facts’ene, som står lige foran een: en glad hund : så er det vel ok.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*