En kassefuld familiehistorie

Et klogt menneske har sagt det her: Der findes tre slags død. Den første død er, når hjertet holder op med at slå. Den anden når vi bliver lagt i graven, og den tredje … den tredje er det øjeblik i fremtiden, hvor nogen udtaler dit navn for sidste gang.

I dag er det et år siden, min fars hjerte holdt op med at slå. Den tredje og sidste død er langt fra indtruffet. Han lever endnu, og det gør min mor også. Jeg tænker på dem og fortæller historier om dem. Især på en dag som i dag.

Et foto af en meget ung Bent Vesterberg.

Et foto af en meget ung Bent Vesterberg.

Senere i dag kører jeg hjem til Helsingør for at lægge blomster på graven og for at hente de sidste kasser hjem. Kasser med kaffekopper, lysestager, fotoalbums og sange. Og en bladstøvsuger som jeg nok ikke får så meget brug for på Vesterbro.

Det sidste år har jeg rejst frem og tilbage i tiden mange gange. Jeg bliver sendt 10, 20 eller 50 år tilbage i tiden, hver gang  jeg åbner en af de kasser, ser et foto, læser en linie i et brev eller opfanger en duft i min fars trøje. Jeg finder kassen med farfars lommeur og det grimme askebæger fra Louisiana, min far købte, da han var ude og sejle. Og billedet af den mørke kvinde, som vist nok var en luder på Cuba, som min far forelskede sig i.

Jeg ser min mor gå rundt med kærestesorg og drømme om arbejde på et krydstogtskib, men må starte som kahytsjomfru på Oslobåden, hvor min far arbejdede. Den dag brevet fra redderiet endelig kommer med et tilbud om hyre på et krydstogtskib, har min mor lige fortalt den unge, lyshårede letmatros, at han skal være far. Og så blev den drøm mere til det her:

Familieliv

Familieliv

Jeg ryger tilbage til en sommerdag i haven i 1984 eller morbror Verners 50 års fødselsdag. Ser min far i sit blå jakkesæt som vært for juletræsarrangementet i Dansk Jernbaneforbund. Og husker, hvor stolt jeg var, fordi han bestemte, hvornår godteposerne skulle deles ud. Jeg finder et mørnet levnedsbrev til min mors tobaksforretning. Og politiets tilladelse til at hænge en kondomautomat op. Jeg opdager et foto af mig i min fars pengepung. Og kasser fulde af avisartikler, som jeg ikke troede, min far havde læst.

Kassen med min brors og mine  artikler,  som min far har hevet ud af Politiken. Og gemt.

Kassen med min brors og mine artikler, som min far har hevet ud af Politiken. Og gemt.

Jeg finder små sedler, der har ligget på køkkenbordet. Et foto af et æbletræ, bundet sammmen på midten, fordi min far blev sur og skubbede min mor ind i træet lige da de havde plantet det. Et stort foto af min bror og mig, der smiler mærkeligt hos fotografen. Og jeg ved, at Henrik hader den orange trøje, han har på og at mine øjne er hævede, fordi jeg faldt og slog knæet på vej til fotografen. Jeg ser min mor optræde med Admiralens vise til julefrokosten på Helsingør Sygehus. Og min far til møde i fagbevægelsen med Anker Jørgensen og Svend på første række.

Min far sidder lige bag Anker og Svend på fjerde række. Med cerut.

Min far sidder lige bag Anker og Svend på fjerde række. Med cerut.

Mest af alt ser jeg to meget unge mennesker, der bliver voksne sammen. Og gør alt muligt voksent, som jeg ikke kan finde ud af. Og så er der alt det, jeg ikke ved. Fotos af mennesker, jeg aldrig har mødt og steder, jeg ikke har set. Historier jeg ikke kan huske. Fortællinger, der er forsvundet. Ligesom menneskene. Tiden og livet.

Invitation til en familiefest. Der vist blev aflyst...

Invitation til en familiefest. Der vist blev aflyst…

Kasserne er her endnu. Og alt det mine forældre har gemt. Det fik mig til at skrive denne hymne til forældre på Facebook for snart et år siden. I dag hører den til her.
>Hymne til forældre. Har pakket min fars liv og hele familiens fortid i kasser. Tænker på, hvor fantastiske forældre er. Hvem andre ville gemme på gamle gulnede fotos, gymnasiespecialet om kvinder og fascisme, breve, billedet fra børnehaven og studenterhuen. Kassettebåndet med dit højskoleband. Farvelfotocollagen fra børnene på Troldestuen, hvor du var pædagogmedhjælper et år. Telegrammer fra din konfirmation og en hårlok sat ind foran et skolefoto.

Forældre… De er fantastiske, mand. Hvem vil nogensinde interessere sig så meget for dig, at de gider gemme alt det? Ingen. Ikke engang dig selv. Tak. 

Om bloggen: Vil du vide, når der er nyt på bloggen  – tilmeld dig oppe i højre hjørne.

Du er velkommen til at kommentere, like eller dele. Tak fordi du læser med.

1 Comment

  1. Hej Heidi

    Rørende artikel, jeg savner dem begge.
    Du lever fuldstændig op til ordene Kommunikation og kreativ ordføring

    Knus fra fætter Carsten

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*