En værdig exit

Det var hospitalet, der sagde at vi skulle komme. Nu. I taxaen fra København til Hillerød sygehus sad jeg som et indespærret skrig på bagsædet, og stirrede ud af ruden. Taxameteret talte, chaufføren holdt for rødt og kørte 110 på motorvejen  – som om det var en almindelig dag. Og ikke den dag, hvor min far skulle forsvinde fra verden. Vi kørte og kørte og kørte, men nåede det ikke. Jeg nåede at se sygeplejersken køre sengen ind på det lille kontor, der skulle blive rammen for afskeden med min far. Jeg nåede ikke at stå ved siden af min far og vente på døden sammen med ham. Jeg nåede ikke at holde ham i hånden, og jeg tror heller ikke andre gjorde det for mig. Desværre.

Det burde ellers være en menneskeret. At nogen holder os i hånden, når vi dør. Ligesom det også burde være en selvfølge at kirken er fyldt til randen med mennesker og smukke levende blomster, hver eneste gang et menneskeliv er forbi. Sådan er det ikke. Ikke engang på hospitalet er der garanti for at dø på en ordentlig måde. Min veninde er operationssygeplejerske på et større hospital i Købehavn. Forleden fortalte hun denne her historie: Hun og resten af operationsteamet er i fuld gang med at gøre klar til en operation. Patienten er kørt ind på stuen, men begynder pludselig trække vejret som kun døende mennesker gør. Langsomt. Og med lange mellemrum. Midt i dagens skema af operationer er den ældre dame på operationslejet i gang med at dø. Det er selvfølgelig trist, men åbenbart også stærkt generende for arbejdsgangen, planlægningen og personalet. Hvor skal de nu gøre af hende? De kan ikke sende hende ned på en afdeling, for man kan ikke indlægge en døende. De har heller ikke tid til at tage imod en døende patient, og hun dør måske på vej i elevatoren. Den gamle dame kunne heller ikke blive, hvor hun var, mente sygeplejerskerne, for som en af dem sagde: “Hun kan ikke ligge der og optage en hel operationsstue. Det kan jo tage flere timer…”.

Min veninde lyttede forbløffet på sine kolleger og insisterede på at den døende kvinde skulle have lov til at blive liggende. Bare et øjeblik. Så måtte ventelister, kirurger, kvoter, effektivitet, planlægning  og emsige sygeplejersker fandeme vente så længe. Hun blev stående ved siden af den døende dame, tog hendes hånd og fjernede de redskaber, der alligevel ikke skulle bruges. Ti minutter efter var den gamle dame død.

Havde hun været min mor eller mormor, ville de ti minutter betyde ALT.  Tanken om at hun fik lov til at dø med et andet menneske ved sin side, ville være til at holde ud. Modsat tanken om, at hun døde på vej ind i en elevator. Eller alene på en hospitalsgang, hvor alle hastede forbi eller i et depotrum ved siden af beskidte bækkener og fyldt skraldeposer. Den gamle kone var ikke bare et besværligt problem, der pludselig ændrede arbejdsdagen og proceduren på en operationsstue. Hun var et menneske med et langt levet liv og en kvinde, der var elsket af nogen. Jeg blev sgu så stolt af min veninde. Og taknemmelig på den gamle dames vegne, hendes families og alle andre pårørendes vegne. Jeg blev også sur. Kan vi ikke engang få lov til at dø ordentligt på et hospital? Hvor fanden skal vi så dø henne?

Jeg har prøvet at sige farvel til begge mine forældre. Første gang var vi der alle sammen. Vi holdt min mor i hånden, og stod lige ved siden af hende, mens hun gav slip på livet og forsvandt. Da vi igen kom ind på stuen, så jeg min mor ligge i skæret fra et stearinlys. Alene på sin stue med et åbent vindue ud mod natten udenfor. Med en lille buket af  de – ikke ret pæne – blomster, vi havde købt i  kiosken,  i hendes hænder. Jeg huskede at man åbner vinduet for at lade sjælen forlade rummet, og jeg tænkte at det gjorde hun nu. Og imens stod vi tre så underligt fortabt tilbage. Og så ville vi synge en sang – og talte om, at mor ville have vidst,  hvilken sang vi skulle synge…

15 år senere stod jeg på det samme forbandede hospital for at sige farvel til min far. Denne gang i et lille og rodet kontor med ryggen presset op af ringbind og medicinske opslagsværker. Han lå i lyset fra en tændt skrivebordslampe, og var ikke rigtig min far. Han var et dødt menneske, der lå i en seng på en eller andens  kontor. Og lige udenfor døren på gangen lå to patienter i deres senge og fulgte med i det hele. Som to ufrivillige vidner til døden og vores sorg. Ikke en særlig smuk oplevelse. Hverken for dem eller os.

Jeg vil altid huske begge øjeblikke, men billedet af afskeden med min mor er det fineste. Ikke fordi hendes død var særlig smuk eller stille. Men fordi jeg kunne mærke omsorgen for hende. Fordi nogen havde tændt et stearinlys og lagt blomster mellem hendes hænder. Og fordi personalet huskede at åbne et vindue, så sjælen kunne forlade rummet. Fordi jeg kunne mærke, at de mennesker, der havde gjort min mors krop i stand,  havde gjort det så godt, de kunne. Med omsorg og respekt for min mor og det liv, hun havde levet. Respekt for os og vores afsked. Og det billede af hende som vi tre, der stod så underligt fortabte tilbage, kommer til at leve med resten af vores liv.

Jeg ved ikke, hvordan min mor eller far oplevede døden. Jeg ved heller ikke om den gamle dame på operationsstuen, mærkede at hun ikke var alene. Men jeg tror på, at det var den hånd og de ti minutter, der gav hende en værdig exit. Den exit som vi alle sammen har fortjent.

9 Kommentarer

  1. Kære Heidi,

    Allerførst vil jeg gerne sige at det gør mig ondt du har mistet din far – og ikke mindst at det skete på en måde du ikke synes er værdig.

    Selv har jeg mistet begge mine forældre, først min far og derefter min mor.
    Min far døde som din mor med os alle omkring sig – min mor derimod blev fundet død i sin lejlighed, hvor hun var sovet ind ALENE.

    Jeg synes du har så ret i at alle fortjener en værdig exit og en værdig exit er den som din veninde gav den gamle dame – jeg har også prøvet at hjælpe en gammel dame over på den anden side fordi ingen andre kunne overskue at gøre det.

    Det er ikke længere siden end igår jeg fortalte min datter om at da hendes mormor arbejdede på hospitalet sad hun og holdt mange mennesker i hånden i deres sidste timer – det er der ingen der har tid til idag.

    Vi feteres og tiljubles når vi lander i denne verden, men vi forlader den nok alt for ofte alene.

    Tak fordi du med din varme og velmenende blog får os andre til at reflektere over nogle af livets værdier.

    knus
    Karina

  2. Kære Heidi

    En stor tak til din veninde fordi hun er det menneske som hun er. Jeg blev utrolig ked af at læse historien om den gamle dame på operationsstuen, det kunne jo også være en selv. Det er bare ikke ok sådan som det foregår, og jeg er ked af at du måtte tage afsked med din far på denne måde. Det betyder så uendeligt meget særligt for os som er tilbage, afskeden er noget af det vigtigste.
    Jeg glemmer aldrig da min far døde, min mor og vi andre måtte ikke nærme os sengen. Han lå så smukt og fint i sit fiskertøj med levende lys i et meget fint rum uden ringbind , og det var dejligt. Men en læge sagde vi ikke måtte røre ham, min mor ville bare lige røre hans hånd, og lægen sagde. Hold afstand, og så gik hun total chokeret og forvirret ud af rummet, og fik ikke taget afsked. Min far døde på havet alene i sin fisker jolle, og ingen havde set hvordan han døde, så derfor måtte vi ikke røre ham. Det var det mest forfærdelige jeg nogensinde har oplevet, da vi måtte tage officiel afsked med ham 4 dage efter, var det slet ikke min far der lå der, og disse billeder hjemsøger os i vores drømme. Sikke en afsked. Det er bare ikke i orden.

    1. Kære Sophia
      Tak for din fine kommentar og historien om din afsked med din far. Det sidste billede sætter sig rigtigt godt fast ja. – det gør alle de andre billeder heldigvis også. Håber du har mange gode og fine billeder af og minder om din far.
      Og jeg skal nok hilse min veninde og sige tak. ; -)

      1. Hej, og mange tak for dit svar. Jeg har masser af gode minder af min far og mindes ham med smil om munden. Virkelig velskrevet og god artikel du har forfattet. Tak for det.
        Kærlige hilsener
        Sophia

  3. Kære Karina
    Tusind tak for din kommentar – og for dine tanker.
    Jeg kan næsten se din mor for mig, og ja – det er meget mærkeligt, at der ikke er “tid” eller rum til det mere. Måske kan vi også blive bedre til at tage ansvaret for døden selv – og flytte døden og afskeden tilbage til hjemmet. Det ers jo så sjældent noget, man selv styrer, men måske er vi….lidt for villige til at overlade det til andre.

    Du fik mig også til at tænke på dem her: http://lokal.rodekors.dk/sw93259.asp
    Et dejligt næstekærligt intiativ – og åbenbart også meget nødvendigt.

    Tak for din kommentar.
    Kh Heidi

  4. Kære Heidi – bare så du ved det… Din artikel er nu kommet udover landegrænsen. Min gode ven, bedemanden i de lave lande, som jeg har fortalt dig om, fordi han er fantastisk, ligesom du, var meget interesseret i at læse din artikel. Det synes jeg, du skal vide. Og sikke en fin blog, der rammer så plet. For vi er ikke gode omkring døden længere. Fødselsforberedelse… det tror jeg nok, alle er med på og forholder sig til. Men dødsforberedelse…? Kunne sige meget. Men tror på, der skal artikler til som din. Blandt andet.

    Kærlige hilsner, W

    1. Tak Wilma. Tænk helt til Holland. Jeg sidder lige og taler med C om at den her lille tekst er blevet vist 1500 gange. Og nu også i Holland.
      Dødsforberedelse…..! Det er fandeme et godt ord, Wilma. Sig noget mere…. Eller lad os tage den når vi ses. Snakken altså. Dødsforberedelse……Det burde være obligatorisk del af et almindeligt livspensum. Som vi så også burde have.
      Kh

  5. Kære Heidi!

    Tak for din fine, vedkommende og velskrevne historie. Et værdigt exit handler nemlig om omsorg. Og om ikke at være alene. Hverken som døende eller som levende. Din fortælling vidner om, at der, hvor vi krydser grænsen mellem livet og døden, bliver de meget små ting de meget store ting. Og det er så lidt der skal til for at gøre en kæmpe forskel for de, der skal leve videre med erindringen om noget, der blev fint, eller aldrig blev det. Måske bare 10 minutter på en operationsstue. Eller et levende lys. Eller en varm hånd at holde i. Det er så uendeligt lidt. Hvor er det skræmmende, at det er tilfældet, der råder, når vi skal herfra. Og at det ikke er alle, der er som din veninde.

    Dødsforberedelse?? Det er en fantastisk idé. Lidt i tråd med din artikel om hvor betydningsfuldt det kan blive at skrive ned hvad man gerne vil have der skal ske, når man skal herfra. Vi må begynde at øve os:-) Kærligst Naja

    1. Hov. Tak for din fine kommentar, Naja. Den var røget i spamfilteret – og der hører den jo slet, slet ikke hjemme. Tak.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*