Du er iscenesat.

Afsløring: Ok. Jeg indrømmer det. Jeg er iscenesat.
Når jeg går på Facebook, poster et foto eller skriver den her blog, sætter jeg mig selv i scene og anretter mit liv på et socialt mediefad. I små arrangerede stykker. Og hvad så?

Er lidt træt af al den snak om iscenesættelse. Om, hvor meget vi iscenesætter os selv på facebook. Ja. Facebook er et stort glansbilledalbum som nogle af os bladrer ivrigt rundt i hver dag. Spejler os selv. Sammeligner med os andre. Bliver inspirerede, misundelige.  Bevægede, glade, klogere, dummere, irriterede, vrede. Alt muligt. Ligesom ude i virkeligheden.

Scenen er din

Scenen er din

Mit Facebook univers har mange stemmer. Nogle af dem er røvkedelige, overfladiske og altid lykkelige. Iscenesatte. Andre skriver fra en stue på Rigshospitalet om deres datters kamp mod døden. Og så er der nogen, der skriver om længslen efter en kæreste. Om et dødsfald i familien. Om politik, bøger, motionsløb, hunde, musik. Også iscenesatte. Redigerede. Bare på en anden måde.

Nogle er “hudløst ærlige og åbne” på en vanvittig iscenesat og kontrolleret måde. (herunder måske mig selv). Men for fanden. Vi har altid været sådan. Familier har altid forsøgt at se lykkelige ud ved ankomsten til årets familiefest. Selv om de lige har skændtes og været ved at slå hinanden ihjel. Vi har altid haft flere blomster, og nydelige arrangementer  i forhaven end i baghaven. Vi har altid forsøgt at fremstille os selv lidt bedre, smukkere, klogere og sjovere end vi i virkeligheden er. Så længe vi selv står for iscenesættelsen, er det vel ok?

Facebook har ikke gjort iscenesættelsen mere eller mindre. Det er blevet tydeligere at se med medier som FB, Instagram, Twitter, blogs og hvad fanden vi nu bruger. Og mængden kan virke overvældende. Og ja. Til tider er man ved at brække sig af det. Og kan ikke rumme flere ord, selvpromoveringer, meninger, holdninger. Ananas i egen juice. Men fænomenet er lige så gammelt som mennesket.
Facebook er ikke andet end en stor kantine, hvor mange af os checker ind dagligt og siger: “hej, hej og dav med dig. Har du hørt om det der teaterstykke… Jeg var i biffen i går. Det var sgu en god film, den skal du se…. Eller: Der er pænt på Kilimanjaro. Eller:  jeg er lidt ked af det, for jeg er blevet fyret. Min mor er død. Hvordan lapper man en cykel ..Eller: har du et godt råd til dit eller dat?

Hvorfor skulle vi opføre os anderledes i den virtuelle kantine end i den på arbejdspladsen?
Det sjove er: selv om vi i dag bygger iscenesættelsen op på en digital platform, og gemmer os bag en computerskærm, ord, fotos og links på en profil, kan vi godt mærke hinanden. Vi er stadig dyr, der kan lugte hinanden. Også gennem en digital profil. Og falskhed stinker.

Vi ved godt, hvem der er er 100 procent sig selv. Og hvem, der ikke er det. Vi kan godt mærke, når den, der er “hudløst ærlig og åben” er det på en iscenesat måde. Vi kan godt mærke, hvem der taler fra hjertet. Og hvem der ikke gør det. Vi kan også godt mærke, hvornår vi selv gør det. Både det ene og det andet. Ligesom ude i virkeligheden.

P.S: Der er måske en forskel på tiden før og efter sociale medier. Vi har så travlt med at iscenesætte på alle vores platforme, at vi ikke orker følge med i andres iscenesættelse. Og så… er der kun virkeligheden tilbage. Eller?

 

Om bloggen: Vil du vide, når der er nyt på bloggen  – tilmeld dig oppe i højre hjørne. Du er meget velkommen til at kommentere, like eller dele. Tak fordi du læser med.

5 Kommentarer

  1. Kære Karen. Tak! Også for kommentaren. Man kan godt føle sig lidt alene i al sin iscenesættelse. Ses derude på scenen.

  2. Kære Heidi
    Det er så rammende. Thumbs up for dit selviscenesættende indlæg!

  3. Nu taler du mest om det iscenesatte ved de sociale medier, men vi er faktisk iscenesatte meget af vores vågne tid, hvis vi skal kigge det hele efter i sømmene. Vi ’spiller’ hele tiden roller i det små eller i det store. Hvornår er vi os selv 110%? Når vi er alene? Når vi sover? Når jeg er sammen med andre mennesker- især i professionelt sammenhæng – justerer jeg da på mig selv. Jeg siger ikke altid liiige, hvad der falder mig ind. Der er et lille, tyndt filter på. Jeg agerer socialt. Men jeg agerer. Det gør vi allesammen, mener jeg, og det gør os ikke nødvendigvis falske. Vi bruger bare forskellige sider af os selv.
    Men ja, FB forstørrer dette – vi viser jo ikke alt der i det offentlige.
    Så… fedt emne, Heidi. Det tåler lidt rampelys ;-)

    1. Tak for tankerne, Diana. Og ja, jeg er enig. Jeg skriver kun om FB iscenesættelsen fordi, det virker som om lige præcis den form for iscenesættelse bliver gjort til den nye store synder. Og forklaringen på alt dårligt i verden. Næsten. :)
      Det passer simpelthen ikke. For iscenesættelsen foregår overalt som du siger – og har altid gjort det. Nå, men jeg skal lige nå at iscenesætte mig selv lidt mere inden fyraften. Tak for din kommentar. Det er SKØNT.

  4. Heidi – dejligt med ord på. Det med forhaven er jo lige i øjet. Det virker, som om vi i virkeligheden er i en gammel debat: noget om social kompetence – noget om at kunne begå sig – og der er altid nogen, der ikke føler, de er med på den, og så er det jo nemt at kritisere mediet, formen. Så tak for det!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*