Er vi samfundets kanariefugle?

1 maj

1 maj

Kammerater!

Sådan skal en rigtig 1 maj tale begynde, så det gør den her også. Dette er bloggens udgave af en af de mange 1 maj taler, vi har hørt siden 1 maj 1890.

Siden den dag har den internationale kampdag været dagen, hvor arbejdere over hele verden kæmper for  arbejdernes rettigheder. Dengang kæmpede arbejderne for en arbejdsdag på otte timer og de vandt. I hvert fald i vores del af verden. Arbejdsdagen på otte timer blev indført i de fleste europæiske lande 30 år senere – lige efter 1 verdenskrig. Det har mange af os åbenbart glemt.

Jeg kender ikke ret mange, der kun arbejder otte timer om dagen. Rigtig mange mennesker arbejder en lille smule hele tiden. Også om aftnen, i weekenden og i ferien. Vi arbejder hjemmefra på computeren, gennem mobiltelefonen eller i tankerne. Vi har ikke bare et arbejde, der skal passes. Vi har en identitet, der skal passes. Vi har en mening med det hele, der skal findes. Nogle ambitioner, der skal opfyldes. Og mange af os finder det i vores arbejde.

Det er der ikke noget forkert i. Bortset fra at 250 – 300.000 danskere lider af alvorlig langvarig stress. Og bortset fra at op mod hver fjerde sygemelding handler om stress. 35.000 stresssygemeldte hver dag.

Derfor synes jeg at ordet stress bør indgå i alle 1 maj taler. I vores del af verden er det nemlig ikke længere arbejdsgiverne, der er fjenden. Det er ikke maskinerne på fabrikken, der skader og river os midt over. Det er noget inde i os selv og den arbejdskultur, vi er en del af . Og det samfund vi har skabt. Der er noget galt et sted, når så mange mennesker falder om på kontorstolen eller pludselig ikke kan huske navnet på deres nærmeste kollega, vågner op på gaden i pyjamas eller brænder så meget sammen i hjernen, at de ikke kan læse en side i en bog.

Gennem arbejdet med bogen Hvordan jeg kom gennem stress – og blev klogere af det har jeg tænkt meget over stress.  Og hvorfor så mange mennesker bliver ramt af det. Jeg er begyndt at tænke på stress som mere end en tilstand. Det er vor tids kanariefugl. De kanariefugle som britiske minearbejdere tog med ned i kulminerne, for at bruge dem som advarselssignal mod farlige gasser i minerne. Når kanariefuglen faldt død om i sit bur, var det et signal til minearbejderne om at skynde sig op og ud af minerne.

Pip pip

Pip pip

I dag er det os, der falder ned fra pinden. Som et signal om, at der er noget galt et eller andet sted. Vi er samfundets kanariefugl. Der er et eller andet, der gør os syge.  Noget der ikke virker mere. Måske skal vi tænke det hele om og starte forfra. Måske er vækst, effektivitet, produktion og præstation ikke længere svaret.

Måske skal 1 maj i fremtiden handle om noget andet end rettigheder og krav.  Måske skal vi igen gøre en arbejdsdag på otte timer til målet. Selv om det ikke længere er arbejdsgivernes krav, vi kæmper imod, men noget inde i os selv. Måske foregår arbejdernes kampdag i virkeligheden et andet sted. Inde i vores hoveder og hjerter.

Rigtig god kampdag.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*