Genkendt – om at nikke til de kendte

Forleden postede jeg et indlæg om venskaber på Facebook og gensynsglæden ved at møde en fremmed. Det fik mig til at tænke på et nært beslægtet fænomen –  nikkeri til de kendte.  Det skrev jeg en klumme om i Politiken engang for hundrede år siden. Den kommer her:

“Nu skete det igen. Igennem mange år har jeg lidt af en mærkelig lidelse, der ikke kan behandles: Jeg nikker til de kendte. En ufrivillig mani, der som oftest bryder ud på gaderne i København eller andre steder, hvor kendte mennesker har for vane at gå rundt lyslevende og i tilgængelig form udenfor TV skærmen. Forleden gik det udover Anne Marie Helger. Den slagfærdige skuespillerinde går langs Christianshavns torv med sin Irmapose i sine sædvanlige farvestrålende gevandter. Jeg kører forbi på cykel, og mit blik fanger hendes i farten. Det er sådan set ok. Problemet er bare at inden signalet fra mit øje, når hele vejen frem til de dele af hjernens neuroner, der sætter navn på det, jeg lige har set, har resten af mig allerede både stirret, nikket og smilet.  ALT for meget

I dette tilfælde så meget, at Anne Marie Helger tog blikket til sig på den meget bestemte måde, der betyder: “Hvad glor du på? Jeg gider ikke altid blive genkendt på gaden”. Eller bare: “Skrid”. Undskyld. Det er altså ikke med vilje. Jeg lider af ufrivillig nikkeri, og er hverken stalker eller wanna-be. Det er heller ikke fordi, at jeg er ude på at genere Anne Marie Helger, Mogens Lykketoft eller Martin Krasnik Slet ikke. Jeg har fuld forståelse for, at de vil have lov til at gå på gaden i fred ligesom alle andre.

Jeg er bare glemsom og et uskyldigt offer for overdrevet kendteksponering. Min krop har set jer så tit, at den tror, vi kender hinanden. Og så er jeg altså nødt til at reagere. Også fordi jeg ikke længere kan huske, hvem jeg har set til gymnastik, en teknofest i 90erne eller bare inde i fjernsynet. Måske også fordi alle med tiden er blevet så gamle, at man ikke kan genkende dem mere.

Første gang min mani kom til udtryk var i Kastrup Lufthavn, hvor Kjeld fra min barndoms Kaj og Andrea kom gående. Jeg blev sgu så glad for at se ham igen. Og smilede åbenbart så indladende, at Kjeld kom hen til mig og sagde:  ”Hej. Jeg kan godt huske, at vi kender hinanden, men hvor er det nu, jeg har mødt dig?”…..

Godt man ikke har det problem. Det er svært nok i forvejen. Det er bare ikke altid, man har lyst til at blive genkendt på gaden. Slet ikke når, man bliver genkendt uden selv at have været der. For eksempel var der engang en bekendt, der spurgte om jeg var begyndt at arbejde som topløs servitrice i en stripbar. Øh nej, svarede jeg afvisende, men hun virkede ikke overbevist. Tværtimod. Jo mere jeg nægtede, des mere insisterede hun på at hun havde set mig stå i fuld figur på en fotostat inde bag et støvet vindue til en stripperbar på Istedgade.

Da jeg et par dage senere kørte forbi for at se nærmere på sagen, kom jeg selv i tvivl. Det var mig. Eller noget, der lignede. Måske lidt yngre og helt sikkert en del mere nøgen end jeg normalt viser mig frem på gaden. Og med markant større brystparti. Jeg stod længe ude på gaden og gloede på min dobbeltgænger, der stort set kun var iført hofteholder og serveringsbakke. Så var det, jeg begyndte at tænke over, hvor mange mennesker, der mon egentligt passerer forbi Istedgade i løbet af sådan en dag. Og hvor mange af dem, der måske ville tro, de genkendte mig, og længere henne ad gaden sige til en eller anden: ”Gud. Det går vist ikke så godt for hende der Heidi Vesterberg. Jeg har lige set, at hun arbejder i en stripbar…!”

Papfiguren er der ikke længere, men stripbaren eksisterer stadig. Og når jeg møder folk på gaden, spekulerer jeg stadig over, hvor mange af dem, der i virkeligheden nikker til mig. Og ikke til hende.”

 

Om bloggen: Du kan tilmelde dig nyheder fra bloggen oppe i højre hjørne. Du er også velkommen til at kommentere, like eller dele. Tak fordi du læser med.

 

2 Kommentarer

  1. Hej Birgitte
    Tak for din hilsen. Det er jeg glad for. Og tak fordi du ligefrem gad og bruge tid på at finde mig her : )
    Go weekend
    Heidi

  2. Hej
    Har lige læst interviewet i Alt for Damerne. Jeg blev meget berørt. Tak for det.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*