Guide til meningsfaste

Mere end hver 5 dansker lider af menings-forstoppelse.

Mere end hver 5 dansker lider af menings-forstoppelse.

Velkommen til denne guide til meningsfaste – og begyndelsen til et sundere liv.

Vi udsætter dagligt krop, hjerne og hjerte for forurening gennem indtagelse af meninger. Særligt sociale medier som Facebook kan føre til overdrevent forbrug af andres og egne meninger. Meninger om alt fra skaldede små selvoptagede mænd i fuldstændig ligegyldige TV programmer, lockout aktiviteter, politikere, der dummer sig ved at svine andre landes traditioner til og ikke mindst dansende borgmestre på Sydfyn. Meninger fyldt med tilsætningsstoffer, tomme kalorier og billige pointer.

Hvorfor skal vi rense ud i kroppen?
Med en meningsudrensning afgifter du kroppen og renser energisystemet for ophobning af uigennemtænkte reaktioner og holdninger om hvad som helst. Giftstoffer fra egne og andres meninger forsvinder og du styrker dit immunforsvar overfor meninger. Dette påvirker din psyke positivt. Det vil også gøre din meningsfordøjelse mærkbart bedre, og du bliver i stand til at optage rigtig næring og opleve nuet. Uden at mene noget om det.

Meningsfaste giver:
Mere overskud i hverdagen, skærpede sanser, balancerede hjernemuskler og en grundig meningsjustering. Eventuelle gigt og hudproblemer reduceres.

Anbefales især til:
Mennesker med meningsforstoppelse og diaré. Overdreven oppustethed og hudproblemer. Vær forberedt på at meningsfastekuren kan føre til en livsstilsændring. Det kan være starten på et sundere liv med bedre meningsvaner.

Undgå at meningsfaste, hvis du er:
gravid, ammende eller psykisk ustabil. Anbefales heller ikke til folk med dårligt hjerte.

Meningsfaste trin for trin

Forberedelse:
Læg en plan for fasten og følg den. Handler det om traditionelle danske kedelige meninger, bør du trappe ned over to-tre dage. Undgå meningsudveksling på Facebook og skær langsomt ned på debatprogrammer på TV. Husk: Det er vigtigt, at du trapper langsomt ned. Ellers kan du få det dårligt med fx opkastninger og hovedpine under fasten.

Udrensning:
Tag en kold meningstyrker og drop alle meninger og holdninger. Især de forudfattede og letkøbte. Undgå aviser og alt på P1. Pas især på debatsektioner og programmer, hvor lyttere ringer ind. Eksperter anbefaler at du tager et lavement de første tre dage af fasten og evt. igen på 6.-7.-dagen – for at forhindre forstoppelse af systemet. Det er afgørende for fastens resultat, at du følger alle anbefalinger.

Suppler kuren med masser af holdningsløs juicer. Fås i helsekostbutikken eller via nettet.

Suppler kuren med masser af holdningsløs juicer. Fås i helsekostbutikken eller via nettet.

Meningsfasten:
Under hele fasten indtager du ingen faste holdninger. Du lever med en let og flydende attitude, og møder verden uden at mene noget om den. Undgå alt med Christiansborg og Weekendavisens anmeldelser. Suppler evt. med afkog af gamle debatsider og holdingsløfte safter. Smager bedst frisklavede.

Afslutning:

Bryd fasten blidt og trinvis. Sådan undgår du ubehag og får gang i meningsfordøjelsen. Start med nyhederne på TV2 og andre udkogte programmer. Tyg meningerne grundigt igennem, så din fordøjelse langsomt kommer i gang. l løbet af tre-fire dage kan du indtage flere og flere almindelige meninger og gå tilbage til at sige din mening på Facebook. Undgå Deadline og alt andet på DR 2. Du skal trappe langsomt op, og udtrykke små betydningsløse holdninger. Begynd for eksempel med at mene noget om mælk. gå videre til socialdemokratiet. Ligestilling og kønspolitik frarådes i de første tre måneder.

6 signaler på at du skal stoppe din faste.
1. Tankerne kredser kun om meninger.
2. Din krop føles træt, og selv efter søvn kommer kræfterne ikke tilbage.
3. Ansigtet ændrer sig.
4. Hyppig hjertebanken, fordi blodtrykket er så lavt.
5. Urolig søvn
6. Stærke drømme om politikere, lange kommentarspor og noget med Henrik Dahl.

Rigtig god fastefornøjelse

2 Kommentarer

  1. … Det mener jeg ikke noget om! Slet ingenting …

  2. …..Hvad mener du med det? Eller….nårh nej.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*