Har du et arbejde – eller er du dit arbejde?

identityJeg er lige blevet færdig med en artikel, som jeg har haft i hovedet meget længe. Og endelig har jeg fået mulighed for at få fortalt historien. Det er en historie om en meget dygtig arkitekt, der fik sit drømmejob, alle de muligheder han kunne ønske sig og masser af anerkendelse. Han havde det bare ad helvede til.

Han havde ikke bare et arbejde. Han VAR sit arbejde. Efter flere perioder med stress og års kamp med præstationsangst besluttede han sig for at lære sig selv “bare at have et arbejde”. I dag er han postbud. Han går glad på arbejde og lige så glad hjem igen. Han løser en opgave for andre, og når han går hjem, er han færdig med sit arbejde og fri til at leve sit liv.

Jeg er fuldstændig vild med den historie. Og har stor respekt for hans valg. Jeg tror, vi er mange, der længes efter efter et mere simpelt arbejdsliv med enkle og konkrete arbejdsopgaver.  Med lidt mere krop og ikke så meget hjerne. Men vi er ikke mange, der tør tage så stort et spring for at få det.

Jeg ved ikke om jeg tør. Hver gang jeg ser en børnehave på tur, får jeg lyst til at trække i regnbukser, tage et par unger i hånden og gå med ud i Dyrehaven. Men så kommer jeg i tanke om, hvor meget børn larmer. Og ærligt talt: Jeg kan heller ikke helt forestille mig at leve uden journalistik. Hvordan skulle jeg så få fortalt historier?Hvordan skulle jeg så møde et menneske som arkitekten, der skiftede branche og blev postbud – og fortælle hans historie videre til dem, der gider læse den?

Ligesom arkitekten har jeg tit lyst til “bare at have et almindeligt arbejde”. Et arbejde, der ikke klistrer sig sammen med min person og gør det svært for mig at skelne mellem det ene og det andet. Et arbejde,  hvor jeg udfører en opgave uden at blande min hjerne, følelser og personlighed ind i det. Og dermed også min identitet. Et arbejde der ikke også på en eller anden måde bliver til en form for måleinstrument. Et måleinstrument for min faglighed, men også min værdi som menneske. Om jeg er god eller dårlig. Og hvad for et menneske jeg er. Sådan et arbejde ville jeg gerne have, men måske findes den slags job ikke mere? Og måske ville jeg altid have det sådan ligegyldigt, hvad fanden jeg laver?

Det er ikke altid sundt og godt at leve af sin passion eller hænge hele sin identitet op på sit arbejdsliv. Som Thomas Milsted siger i min bog: Hvordan jeg kom gennem stress – og blev klogere af det:

»Arbejdet skaber i høj grad vores identitet, og derfor bliver det ekstremt vigtigt, at vi leverer det optimale og udfører opgaverne perfekt. Hvis mit arbejde ikke er godt nok, så er jeg ikke god nok. Det er et kæmpe stort problem i Danmark, og det er derfor, vi har så svært ved at bevare balancen mellem arbejdsliv og livet i øvrigt. Det er også derfor mange ledige bliver hårdt ramt af stress. De mister ikke kun arbejdet, men også deres identitet. Vi har brug for at slippe arbejdet i perioder, og derfor er det vigtigt at skabe sig en identitet uafhængig af arbejdet. Vi må lære bare at være til.”

Ok. Måske kan man øve sig  i at skelne mere mellem arbejde og identitet?
Dengang jeg var rengøringsassistent på Helsingør Sygehus tog jeg en kittel på, når jeg gik på arbejde og smed den til vask, når jeg havde fri. Måske skulle jeg indføre en skriveuniform eller tage en hat på, når jeg arbejder.  Og gemme den langt væk, når jeg har fri.

Har du andre ideer?
Så skriv dem endelig i kommentarfeltet herunder. Så samler jeg dem sammen til en artikel eller et nyt blogindlæg.

Interviewet med arkitekten, der blev postbud, kan snart læses i magasinet Psykologi.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*