Hyldest til pausen

En pause er det tidsrum, hvor en aktivitet er ophørt og midlertidigt ligger stille.
Sådan definerer ordbogen en pause, men pausen er meget mere end det. Det er et mentalt mellemrum. Et lille frirum for hjernen eller et frikvarter i overgangen fra en tilstand til en anden. Som for eksempel den daglige tur mellem arbejdspladsen og dit hjem.  Det er ikke bare transport, men også en pause og en mental markering af et skifte fra en situation til en anden. Fra et gear til et andet.pause-button-e1376172552682

I denne måned (august 2015) har jeg en artikel om pauser i magasinet Psykologi . I artiklen interviewer jeg bl.a. psykoterapeut og mindfulnessinstruktør Heidi Frier om pausens betydning og hvordan den danske pausekultur er under stor forandring. Ikke mindst på jobbet. Mange spiser frokost ved computeren eller springer den helt over, fordi de har travlt eller hellere vil gå tidligere end holde pauser. Undersøgelser viser, at hver fjerde dropper pauserne helt og det har konsekvenser for både krop og sind, mener Heidi Frier.

Snakken om pauser mig til at tænke på dengang, jeg havde studiejob som rengøringsassistent på Helsingør Sygehus. Det var min egen mor, der var chefen og fru Vesterberg havde indført en stolt  og traditionsrig pausekultur i afdelingen. Hun sørgede for, at pauserne blev overholdt og udnyttet til fulde. Der blev sunget morgensang, spist morgenmad eller drukket kaffe i personalestuen. Der blev også talt, hygget og grinet i den halve time. pausen varede – og nogle gange også lidt længere end det. Til gengæld forventede hun, at personalet knoklede igennem i arbejdstiden, og det gjorde de fleste af dem også.  Jeg har sjældent mødt så arbejdssomme og dedikerede mennesker, der knoklede hårdt for at få stålvaskene til at skinne og moppe gulvene, så der ikke var en eneste nullermand at finde på deres afdeling. Og så gik de ned for at holde pause.

Den slags pauser har jeg aldrig. Nu er jeg også selvstændig, og min arbejdsplads er et kontorfællesskab uden chefer. For tiden har jeg kontor ved en af byens mest fantastiske parker, men jeg går sjældent derned for at holde pause. Alt for sjældent. I stedet tjekker jeg mail og Facebook eller dyrker min favoritoverspringshandling – boligdrømmeri på boligsiden.dk. Men som Heidi Frier ganske rigtigt siger i artiklen:
“Det føles måske som en pause at tjekke Instagram eller nyheder og opdatere på Facebook, men i virkeligheden er vi stadig i fuld aktion og i kommunikation med andre. Det betyder, at krop og sind ikke får det nødvendige break. Det skaber grobund for stress og spænder ben for vores kreativitet.”

En pause er en forfriskning for sjælen og en mulighed for at hente energi og inspiration gennem nye oplevelser, sanseindtryk og møder med andre mennesker. Det sætter gang i alle mulige forskellige tanker, impulser og associationer, og derfor er pausen ekstrem vigtig for evnen til at tænke kreativt.

Det er også derfor, jeg elsker at køre i tog. I toget er man tvunget til at holde pause  – hvis man altså lader mobilen eller computeren ligge i tasken. Man kan ikke lave andet end at se ud på verden og lade tankerne strække helt igennem. Når jeg er kommet frem, står jeg af toget med en lang liste med ideer og tanker. Simpelthen fordi jeg bliver tvunget til at holde en lang pause. En pause er ekstremt effektiv idéudvikling.

Alt det vidste min mor ikke noget om, men måske burde flere ledere gøre, som hun. Sørge for at medarbejderne holder pauser og bruger den noget helt andet end arbejde. En arbejdsdag uden pauser gør os ihvertfald hverken mere effektive eller bedre til at få gode ideer. Som Heidi Frier udtrykker det i artiklen:
“Vi har brug for pauser for at kunne tænke i kreative løsninger. Det paradoksale er, at vi lever i en tid, hvor vi har brug for at tænke i kreative løsninger, men i vores arbejdsiver glemmer vi at skabe et godt grundlag for det.”

Nå. Så er det vist også tid til en pause…

Læs mere om pauser i magasinet Psykologi, august 2015.
Eller endnu bedre: tag en selv.

11873432_10153593154739185_9088090504480209289_n

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*