Hymne til onkel Gerhard

30. august, 2018/ Blog: Verden ifølge Vesterberg/ 0 kommentar(er)

Vi begravede min onkel for 2 år siden, men som en klog mand engang har sagt; Vi dør tre gange. Når hjertet holder op med at slå, den dag, vi bliver begravet og den sidste gang nogle nævner vores navn. Derfor nævner jeg hans navn i en lille hymne til min onkel. Landposten.

Han var 95 år, dement og hans hjerne var taget i forvejen for flere år siden. Da han døde forsvandt  endnu et lille stykke af historien om min barndom. Min onkels historie var også historien om landpostbuddet, der cyklede 42 km om dagen, og kendte alle i Svinninge og omegn. Han boede på Solholmsvej med min moster, og jeg kom ofte på ferie hos dem dengang. Jeg husker deres hjem meget tydeligt. De havde et springvand i stuen, som lyste rødt og man kunne stikke sin finger ind i det og skille vandstrålerne ad. Mens man lyttede til lyden.
De havde også et knaldorange langhåret tæppe foran en blå sofa, og øverst i skabet havde de den største samling Anders And blade, jeg nogensinde har set. Min moster sad mest i køkkenet i  en af de røde køkkenstole fra FDB og ude i hundekurven i bryggerset lå pudlen Puk og ventede på sin far. I haven stod et kæmpestort piletræ, man kunne gemme sig i, og der var altid røde sodavand i garagen.

Efter først min mosters død og senere min mors, så jeg ham ikke så tit mere. Jeg vidste, at han var blevet dement, og forrige sommer besøgte jeg ham på plejehjemmet. Han anede ikke, hvem jeg var, men virkede som om, han godt kunne lide mig alligevel. Vi spiste kage og drak kaffe. Gerhard mumlede uforståelige ord, og jeg nikkede og klappede ham lidt på hånden. Og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige.Imens vi sad der ved siden af hinanden fortalte en anden beboer om alt det, som Gerhard ikke kunne sige. Om hvad de lavede på hjemmet. Om den gamle dame, der altid blev sur når Gerhard sang. Han fortalte også hvordan Gerhard altid livede op, når der var dans på plejehjemmet. At han kunne danse alle danse. Det vidste jeg godt. Han dansede også altid, når vi var til familiefest i forsamlingshuset.

Mens vi sad der i sommervarmen på plejehjemmet og talte sammen uden at forstå hinanden, blæste vinden ind gennem et vindue og fik en serviet til at flyve i luften. Han strakte hånden ud, greb behændigt servietten i luften og lige i det øjeblik kunne jeg pludselig se min onkel Gerhard i hans øjne.  Det store smil, og det skælmske glimt i øjet. Det var en god dag.
Jeg tænker af og til på den dag. Og på hvor mærkeligt det hele er. Så lever man. Og så dør man. Og tiden er bare en serviet, man måske griber i vinden.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>
*
*