Mentormødet 10: Integrationen sendt til slagtning. Halal free.

Den Libanesiske frisør og hendes mand arbejder hårdt. Han arbejder seks dage om ugen og  lukker butikken lørdag kl. 16.00. De kommer hjem kl. 19.30 og åbner butikken kl. 10.00 næste morgen. De tjener mindre end danske frisører. Ikke kun fordi, de ikke forstår, at nogen forlanger 600 kr  for at klippe hår. Men fordi de godt ved, at deres priser skal være, hvis de vil have danske kunder. Og det vil de gerne. De har haft et eneste mål siden de kom til Danmark for fem år siden: de ville klare sig selv.

Derfor startede de på sprogskole for at lære at tale dansk. Derfor droppede han sin HR karriere for at blive herrefrisør, som var hans bedste chance for at arbejde i Danmark. Derfor sparede de penge op til at åbne deres egen salon. Derfor går deres døtre i en dansk folkeskole .Derfor gør de, hvad de kan for at blive danske borgere, lære det danske samfund at kende og forstå de danske værdier. Derfor tager de afstand fra indvandrere, der ikke gør det samme. Derfor har hun en god opskrift på danske æbleskiver. Derfor har Den libanesiske frisør taget imod tilbuddet om at få en dansk mentor. Og derfor er jeg så heldig, at jeg kender dem.

For tiden er jeg taknemmelig for at de knokler så meget. Så har de måske ikke haft tid til at følge debatten om frikadeller og halalkød. Forhåbentlig har de ikke hørt alle de vrede og aggressive kommentarer om DEM.

Halal2.

  • Muslimer, der prøver på at tage frikadellerne ud af den danske mund og fylde den med farligt halalslagtet kød. Kød fra dyr, der vist nok dør en langsommere og mere pinefuld død end når danskere slår dyr ihjel.
  • Muslimer, der flytter til Danmark, men nægter at indgå i den danske kultur.
  • Alle de muslimer, der kun venter på at hive Jesus ned fra korset, frikadellerne op af køledisken, droppe julen og indføre deres egen traditioner i Danmark.

Forhåbentligt aner de ikke, at landets lysblonde statminister nu også kæmper for frikadellen. Og tager debatten så alvorligt, at hun har bedt slagterierne om at mærke ders kød som halalslagtet kød. Eller halal free. Dermed fører Helle Thorning kniven i en offentlig halal slagtning af hele integrationen. Og alle danske medborgere med muslimsk baggrund.

Jeg håber virkelig,  min mentee og hendes familie har så travlt med at indgå i det danske samfund, at de ikke har hørt et ord om den debat. Og hvis de har – så håber jeg at de allermest fremmedfjendske stemmer har ret.  At muslimer virkelig er fundamentalt helt og aldeles anderledes mennesker end jeg. For var det mig, der blev omtalt sådan, ville jeg for det første blive meget ked af det. For det andet ville jeg ikke orke at kæmpe mere.

Om bloggen: Vil du vide, når der er nyt på bloggen  – tilmeld dig oppe i højre hjørne. Du er meget velkommen til at kommentere, like eller dele. Tak fordi du læser med.

 

2 Kommentarer

  1. Godt indlæg. Jeg møder selv mange af de hårdt arbejdende igennem mit job -dog dem som arbejder på restauranter. Jeg håber at du har ret, debatten er lidt pinlig.

  2. Hej Mie. Tak for din kommentar. Og ja. Debatten er meget pinlig. Vi må sørge for at vise at vi er nogen, der har lidt mere plads på frikadellefadet. Og i hjertet. : )

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*