Johanne – den kvindelige pave

Pave Johanne.

Pave Johanne.

Vi så det alle sammen i går. Den katolske kirkes nyvalgte pave trådte ud på balkonen for at vise sig frem i sin nye kjole og fine hat.
Han så da sød ud i den kjole. Selv om han åbenbart er stærkt homofobisk og kendt for sin kamp mod homoseksuelle vielser i Argentina. Noget absurd når man tænker på den katolske kirkes serieproduktion af skandaler om mænd i præstekjoler med hang til små messedrenge.

Paven er altid en mand. Og dog.
De får svært ved at tørre den skamplet af præstekjolerne. Måske hvis de gjorde paven til en kvinde?Måske kunne det slå hul i den tykke sorte røg af sexmisbrug, skandaler og skam, der hænger over den Katolske Kirke. Men den går naturligvis ikke. Paven kan ikke være en kvinde. Jesus udpegede nemlig 12 apostle for en totusinde år siden – og de var altså alle sammen mænd. Derfor kan paven aldrig blive en kvinde. Og dog. Måske har paven engang set sådan ud:

Den kvindelige pave. Fra filmen The mysterie of a Pope, 2009.

Den kvindelige pave. Fra filmen The mysterie of a Pope, 2009.

Ifølge middelalderens myter hed Pave Johannes i virkeligheden Johanne. Paven var en kvinde forklædt som mand. Det var svært for kvinder at få en uddannelse dengang, men i klosteret kunne selv en kvinde få adgang til bøgerne. Johanne valgte så et munkekloster og forklædt som mand fik hun arbejdet sig så langt frem i karriererækkerne, at hun blev kardinal. Og endte som pave. Way to go søster Johanne.

Legenden om pavinden
Beskrivelsene af den kvindelige pave er lidt forskellige. Den dominikanske munk Jean de Maill skriver i sit værk Universal Chronicle of Metz (skrevet ml. 1240 – 1250) at pave Victor III i 1087 blev afløst af en kvindelig pave. Den kvindelige pave fik først et navn, da både dominikanermunken Etienne de Bourbon og den polske dominikaner Martin af Troppau skrev om pavinden. Ifølge den sidste studerede Johanne i Grækenland, før hun gjorde lynkarriere i Rom og overtog posten efter en pave, der hed Leo IV i år 855. I denne version af legenden sad Johanne som overhoved for den katolske kirke i to år, syv måneder og fire dage. Uden at nogen anede, hvad der gemte sig under gevandterne. Det er sjovt at tænke på.

Pave – nu med strækmærker
Fortællingerne om den kvindelige pave ender på samme måde. Selv om Johanne – som alle andre paver og katolske præster jo har levet i cølibat – blev pave Johannes gravid. Den slags kan man åbenbart nemt skjule under en løstsiddende paveuniform. Indtil den dag paven steg op på en hest for at deltage i en procession – og gik i fødsel. Paven fødte simpelthen et barn lige midt på gaden – og ja, den må have været svær at forklare. Stakkels Johanne blev stenet ihjel af vrede tilskuere og begravet samme sted.

Her er paven så i fuld gang med at føde sit barn. Træskæring af  Giovanni Boccaccio ca 1353, kan ses på British Museum.

Her er paven så i fuld gang med at føde sit barn. Træskæring af Giovanni Boccaccio ca 1353, kan ses på British Museum.

Senere har tilhængere af reformationen brugt legenden til at gøre grin med pavestolen og hele Den Katolske Kirke. Pave Johannes historie er også blevet til flere film og bøger, men ingen ved om legenden er sand eller ej. Og vi får det nok heller aldrig at vide.

Jeg kan godt lide tanken. Tænk, hvis en kvinde engang har forklædt sig som mand for at gøre karriere – og gjorde begge dele så godt, at hun snød hele Den Katolske Kirke og endte som pave. Det kræver mod og klogskab. Med fare for at blive idømt 100 Ava Maria – har jeg svært ved at forestille mig, at den gode Pave Frans og hans kjole gemmer på noget af samme imponerende kaliber…

Du kan læse om den kvindelige pave på den Katolske Kirkes hjemmeside:
http://www.newadvent.org/cathen/08407a.htm

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*