Mandens sag

bd-15-34I anledning af Kvindernes kampdag genudsender jeg artiklen:
Er der en mandesag på vej?

Jeg skrev artiklen til ALT for damerne tilbage i 2005. Efter den seneste debat om klynkende mænd i litteraturen (se for eksempel dette link) fik jeg lyst til at lægge den ud på bloggen. For jo, der er sket noget siden, jeg skrev artiklen. Og så alligevel ikke…

Dengang tænkte jeg især over Sebastians Dorsets beskrivelse af kvinders reaktion på mænd, der kritiserer ligestillingsdebatten:
“Går mænd i gang med at diskutere kønsroller, så kommer den der: ”Nårh, men lille ven dog, kan kvinderne ikke lide dig? Det er vel nok synd for dig”. 

Mænd bliver ikke taget alvorligt. Det er som om, der var et møde engang, som mændene ikke var med til – vi var ude og spille fodbold eller et eller andet – og der blev kvinderne enige om, det er sådan her problemstillingen er, og hvis nogen siger noget andet, er de dumme.”

Da artiklen kom i bladet omtalte den daværende chefredaktør historien i sin leder. Hun skrev bl.a. noget i den her stil: “Sebastian Dorset beklager sig over at ligestilling ikke handler om mænd. Stakkels mænd! Det er vel nok synd. Jeg har ikke ondt af dem….”

Det fnes jeg meget af dengang. Nå. Her kommer artiklen. Den er lidt lang. Men jeg håber, du gider læse den alligevel.

Rigtig god kampdag kvinder – og mænd.

Er der en mandesag på vej?
Af Heidi Vesterberg

Mandesagen? Hvad er nu det for noget? Det har vi da ikke aftalt.
Frigørelse, ligestilling og kønskamp er ord, der normalt er forbundet med kvinder, men måske er der et mandeoprør på vej. Det ulmer i hvert fald.Fornylig gik to markante mænd offentligt i clinch med kvinderne og ligestillingsdebatten. Filminstruktøren Søren Fauli er i tvivl om, hvorvidt kvinder overhovedet har brug for mænd længere. Og i gratisavisen Urban forsøger standup komikeren, og tekstforfatteren Sebastian Dorset at sparke mandesagen i gang med det, han selv kalder for et urimeligt opråb. Et opråb, der blandt andet kritiserer kvinderne for at have taget patent på ligestillingen – og give mændene skylden for det hele.

Til en start kunne mandesagen kæmpe for, at mænd også blev hørt i ligestillingsspørgsmål. Kampen for ligestilling handler jo kun om at skabe fordele til kvinder. Rent logisk må ligestilling defineres som to køn, der skal stilles lige. Så skal man da også spørge mændene, hvad de synes eller i hver fald lige nævne det for dem. Det gør man jo ikke. Vi har jo ligestillingsdebatter mellem Kvinderådet, Ligestillingsministeren og andre kvindeorganisationer, og så sidder de og diskuterer ligestilling. Mens mændene sidder et eller andet sted, og prøver at undgå orkanen, siger Sebastian Dorset.
Hvis mænd forsøger at diskutere kønsroller, får de hurtig svar på tiltale, siger han:
Så kommer den der: ”Nårh lille ven dog, kan kvinderne ikke lide dig?” Mænd bliver ikke taget alvorligt. Det er som om, der var et møde engang, som mændene ikke var med til – vi var ude og spille fodbold eller et eller andet – og der blev kvinderne enige om, det er sådan her problemstillingen er, og hvis nogen siger noget andet, er de dumme. Generelt set er mænd under tøflen, og har ikke noget at skulle have sagt. I hvert fald på områder, hvor kvinderne har lyst til at bestemme, siger Sebastian Dorset.

Han siger det med et glimt i øjet, men med stor alvor. Også når han understreger, at kvindefrigørelsen og kampen for ligeløn var – og stadig er – en kamp, der skulle kæmpes med nogle rimelige og fornuftige krav. Men i dag er ligestillingskampen tippet over til kvindernes favør, og samfundet blevet så voldsomt feminiseret, at manden nu også må på barrikaden, mener Sebastian Dorset.

Kvindesagen er blevet en offentlig opgave. Vi bruger offentlige midler på at forsvare kvinderne, og sætte store undersøgelser i gang og nedsætte udvalg, men mændene må forsvare sig selv. Vi har lige haft en stor debat om vold mod kvinder på baggrund af en undersøgelse udviklet af kvindeorganisationer. Et modtræk for mandesagen kunne være at undersøge, hvor mange kvinder, der terroriserer deres mænd psykisk. Kunne vi få offentlige midler til den undersøgelse? Det tror jeg ikke. Vold mod kvinder er et statsligt problem. Psykisk vold mod mænd – det må vi selv ligge og rode med, siger Sebastian Dorset.

Imens han forsøger at vække den slumrende mandebevægelse vil filminstruktøren Søren Fauli med sit næste filmprojekt, ’Det svage køn’, undersøge, hvad der vil ske, når kvinderne har nået målet. I et interview i Politiken giver han selv et bud på svaret.
De vil finde ud af, at de ikke kan bruge mænd til noget som helst mere. Jeg troede, vi var kommet igennem kvindeoprøret men vi har slet ikke set det toppe endnu. I medierne støder jeg ustandseligt på historier om kvinder, der er bedre til at studere end mænd, bedre til at være ledere end mænd, bedre til alt. Kvinder er bare bedre til det hele, siger Søren Fauli, og fortsætter:

Det var selvfølgelig et nødvendigt oprør, der foregik dengang. Men i dag synes jeg, det mest af alt er blevet til en forherligelse af kvinder. Oven i købet en forherligelse der ikke kan udspille sig uden en samtidig fornedrelse af mænd. I dag er det helt legat at sige at mænd er nogle svin og kæmpe idioter, Det er da enormt svært at være mand i det billede. For hvad er det, vi mænd gør?
Vi elsker jo kvinder. Vi lever og ånder for kvinder. Vi gør karriere for kvindernes skyld. Kvinderne laver sgu da ikke karriere for deres mænds skyld. De vil faktisk meget hellere have ros af en anden kvinde end af en mand. Det ser ud som om, manden er blevet værdiløs. I dag kan kvinden det hele selv
, siger Søren Fauli til Politiken.

Sebastian Dorset er ikke helt enig. Kvinder vil altid have brug for mænd – og omvendt. Men kvindelige værdier har højere status end de mandlige.
Vi skal snakke om tingene og det er meget vigtigt at have bløde værdier. Vi har spundet os selv ind i en forestilling om, at kvinden altid er lig med god og manden er lig med ond. Vi skal have lige så mange kvinder som mænd i lederstillinger – uanset om kvinderne gider at være ledere eller ej. I Norge skal en vis procentdel af valglisterne repræsenteres af kvinder, men de kan ikke finde nogen og må tage revl og krat ind – bare hun er kvinde. Jeg er imod positiv særbehandling, men skal vi have den, må den også gælde, hvor mændene er underrepræsenteret. På medicinstudiet er 70% af de studerende kvinder, men det er ikke noget problem. Det er kun godt.

Det handler om kvindernes egne valg
Ligestillingsdebatten lukker øjnene for kvindernes egne valg, mener Sebastian Dorset. – Det er kvinderne,der fravælger lederstillinger. Det er også kvinderne, der vælger at tage hele barselsorloven. De gør det, fordi manden ofte får mere i løn, men også fordi de gerne vil. Og fordi de fra naturens hånd opfylder spædbarnets behov bedre end mændene. Kvinders problemer med både at passe karriere og barn er ifølge Sebastian Dorset skabt dels af naturen og biologien, men også af kvindernes egne valg. Det snakker man ikke om i ligestillingsdebatten. I stedet bruger man offentlige midler på kampagner, der skal få mændene til at tage barselsorloven, siger han.

Når kvinder føler sig forfordelt, er det altid mændenes skyld. Det er altid mændene, der må ændre adfærd, og aldrig kvinderne, der må træffe nogle andre valg. Kvinderne kunne få det meget nemmere på arbejdsmarkedet, hvis de valgte nogle andre typer mænd. Det er sjældent et godt scoretrick, at sige: skat, det der med karriere er ikke så vigtigt. Jeg bliver hjemme og passer børnene, mens du udfolder dig. Så løber kvinderne jo skrigende over til den nærmeste børsmægler med rundsave på albuerne.

Ligestilling versus særbehandling
Sebastian Dorset har fundet frem til sin egen konklusion på dobbeltheden i ligestillingsdebatten. Kvinder vil som gruppe have ligestilling, men som individ vil de have særbehandling. En kvinde skal stadig behandles som en rigtig kvinde af sin mand, han skal stadig åbne døren, købe blomster og beskytte hende, men samtidig behandle hende som en ligeværdig. Den særbehandling foregår ikke kun i privatlivet.
– Kvinder kan for eksempel vade direkte ind på officerskolen UDEN at aftjene værnepligt og ligge 18 måneder i noget mudder først ligesom alle mændene. Hvor er ligestillingen henne?, siger Sebastian Dorset.

Luk alle dameblade
Mandesagen kunne også starte med at opfordre ligestillingsministeren til at lukke ALT for damerne og alle andre dameblade.
Det er jo organiseret sexisme rettet mod mænd.Der står altid en hel masse om, hvordan en mand skal være. Han skal være en rigtig mand. Han skal være sådan og sådan. Ingen mand ved sin fulde fornuft turde tale sådan om en kvinde. Så ville han nemlig både være en mandschauvinist og et dumt svin. Mænd er generelt meget forsigtige med at kritisere kvinder. Kvinder ser sig selv som en minoritet og piller man ved det ved at påstå, at det i virkeligheden er mændene, fratager man kvinden sin offerrolle. Og så er der virkelig slag i luften og højthævede stilethæle. DET kan manden altså ikke være bekendt….

Mandesag eller ej

Er mandesagen en vittighed eller tager vi manden og hans kønsidentitet alvorligt?
Et interview med Kenneth Reinicke, mandeforsker på Center for ligestillingsforskning på RUC.

Er der en mandesag på vej?
Umiddelbart nej. Det er sigende, at når der endelig bliver talt om manderoller, og mænds forhold til ligestilling, så sker det på en bagside, hvor det handler om at være sjov. Vi ser meget få seriøse artikler eller debatindlæg om manden som køn. Der bliver skrevet en masse om kvinder, men vi ved ikke, hvad mændene tænker. Vi mangler ærlige, åbne og sårbare beskrivelser af mændenes hverdagsliv og hvordan de har det med at leve op til rollen som mand. Køn og kønsroller betragtes stadig som noget, der kun interesserer kvinder og bøsser. Det er under forandring ligesom mandens rolle er under stor forandring. Men jeg tror, der er meget langt til en egentlig mandesag.

Hvorfor er mændene ikke mere på banen?
Diskussionen om mænd og manderoller ligger i et spændingsfelt mellem at være stærkt tabuiseret på den ene side og på den anden side latterliggjort. Mænd bliver ikke opdraget til at tale om deres køn, men til at tage kønnet på sig. En rigtig mand sætter sig ikke ned og fortæller, hvordan han har det med at være mand. Kvinderne har ALT for damerne og de andre blade. Der bliver skrevet meget om kvinder, men det findes ikke for mænd. Mandeemner kan være meget kontroversielle. Specielt i rene manderum kan det være grænseoverskridende at tage hul på. For hvordan vil de andre mænd forholde sig til det? De bliver enten tavse eller tænker: Sikke en bøsserøv.

Hvad skal manden så gøre? Han skal forandre sig og lægge machoværdierne på hylden, men risikerer både at blive til grin og at ingen kvinder gider have ham. Derfor er det fristende for mænd, at tage den sjove vinkel. Problemet er bare, at det bekræfter, at kønsdebatten ikke er noget, vi behøver at tage alvorligt. I stedet griner vi af den.

Har vi overhovedet brug for den diskussion?
Vil vi skabe et bedre ligestillingsklima og virkelig forandre noget, er det vigtigt at vi giver plads til de mandlige fortællinger, og skaber en debat, der også giver mening for mændene. At vi giver dem nogle perspektiver, så de får lyst til at være solidariske, og kan se, at de også har noget at vinde.

Hvordan skaber vi så den debat?
Ved ikke at undervurdere, hvor svært det er for mændene at tale sig ind i debatten. Helt konkret kan vi blive bedre til at høre på, hvad mænd har at sige, og invitere dem ind i debatten. Og så er det også et spørgsmål om at lade mændene gøre det på deres egen måde. Kvinderne må tænke over, om de giver mændene lov til at opfinde deres egen måde at gøre tingene på. Det gælder også i hjemmet.
Kvinderne kunne også blive bedre til at stille sig selv nogle spørgsmål. Som for eksempel: Er det mande, der ikke vil tage barselsorlov eller er det mig, der ikke vil give ham pladsen til det?

Allerede dengang i 2005 var jeg stærkt begejstret for Kenneth Reinickes efterlysning af sårbare, åbne og ærlige beretninger fra mænd. Det er jeg stadigvæk. Jeg glæder mig over, at vi endelig begynder at få dem. At mænd endelig tager mikrofonen.
Jeg vil også opfordre til, at vi andre holder kæft imens. Bare et øjeblik. Eller i hvert fald bare lader mændene tale. Uden at kalde dem latterlige, liderlige eller klynkende. Eller følsomme på en forkert måde,

God kampdag.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*