Mentormødet 13: Inshallah

Når Den Libanesiske frisør og jeg aftaler et nyt mentormøde eller noget andet  slutter hun næsten altid af med ordene: “Ja, det er godt. Vi ses. Inshallah”. Altså: vi ses – om Gud vil som vi ville sige på dansk. Og det har hun jo fuldstændig ret i.

Inshallah

Det burde man egentlig sige lidt oftere. Det er jo ikke altid, tingene går helt som vi havde forestillet os eller planlagt. Det er ikke altid, vi får det hus, det job eller løser den opgave sådan som vi havde planlagt det skulle ske i fremtiden. Det er heller ikke altid, at vi mødes igen selv om vi har aftalt det. Nogle gange ses vi ikke, fordi bussen er forsinket eller noget bliver aflyst. Andre gange ses vi aldrig mere.

Det er sådan, livet er. Nogle gange bliver det ikke, som man havde håbet, ønsket, troet eller planlagt. Det er faktisk fint, at minde sig selv og hinanden om det hver eneste gang, man taler om noget, der skal ske i fremtiden. Det sker –  Inshallah – om Gud, Allah, Buddha, skæbnen, tilfældet – eller hvad man nu tror på – vil sørge for, at det sker.
Det gjorde vi også før i tiden i Danmark, men det er vi holdt op. Måske fordi mange er holdt op med at tro på Gud. Måske fordi vi ikke overlader noget til tilfældighederne. Måske fordi vi glemmer, at der ikke er nogen garantier for noget.

Jeg har spurgt Ghina, hvorfor hun siger det. Det er ikke fordi, hun beder Allah om, at det skal ske. Det er bare for at sige: Jeg er klar, hvis Allah vil at det skal ske.
Det giver en dejlig ydmyghed og taknemmelighed. Det er også et udtryk for bevidstheden om, at der ikke er nogen garantier. Vi siger bare: dette ønsker jeg. Hvis altså Gud ellers er med på ideen og tillader at det sker.
Nogle bruger det vist også for at sige:”Ja, ja. det sker på et eller andet tidspunkt. Vi ser på det eller  vi gør det sådan cirka i morgen. For det er jo ikke så vigtigt, at det lige bliver i morgen eller på torsdag, vel? Det sker. Inshallah. Tag det nu lidt roligt. Ikke stresse. Det er jo ikke livet om at gøre…” og den slags. Og det er jo også en meget god idé.

Jeg er lidt misundelig på muslimernes brug af det udtryk. Inshallah. Det svinger ligesom lidt bedre end ‘Om Gud vil’. Det lyder lidt tungt, strengt og lidt Indre Missionsk i det. Jeg tror også mange ville undre sig, hvis vi genoptog det udtryk. Måske især chefer. Det sender måske også nogle lidt uheldige signaler, hvis jeg som journalist/forfatter begyndte at sige: “Jamen, det er en aftale. Jeg afleverer senest på mandag. Altså om Gud vil…..du ved”

Den går nok ikke. Men derfor kan man jo godt tænke det eller sige det inde i sig selv. Nu skal jeg for eksempel lukke computeren og gå en tur. I morgen skal jeg hjem til Den Libanesiske frisør og så skal vi have kage. Inshallah – eller om Gud vil.

4 Kommentarer

  1. Tak for kommentar og tanke, Julie. Hvor sjovt. “Jeg kysser Deres fod”….Den tager jeg med. Hvor fint.
    Det minder mig om udtrykket NAMASTE, som jeg også holder meget af. Bliver ofte brugt som en afsluttende hilsen mellem lærer og elever i yogaklassen. Det betyder noget i retning af: Det guddommelige i mig anerkender det guddommelig i dig.
    Det er da også smukt. Og noget mere opløftende end. “Hej hej. Vi ses” : )
    Namaste

  2. Jeg har også altid holdt meget af det udtryk – og siger det faktisk tit. Men dét med at sige “om Gud vil” er vist mere sådan en interne ting når man er helt sikker på at det ikke vil blive misforstået…
    I Sukumaland i Tanzania siger en ung, der møder en ældre noget der lyder som “Shikamo”. Jeg har fået at vide at det betyder “Jeg kysser Deres fod”. Det tænker jeg også tit på når jeg hilser på et ældre menneske :-)

  3. I Afghanistan kalder de eftersigende deres nationale flyselskab for Inshallah Airlines :-)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*