Mentormødet 3. En glad permanent…

Efter to år i Danmark kunne parret åbne deres egen frisørsalon. Salon Ghina på Vesterbro.

Efter to år i Danmark kunne parret åbne deres egen frisørsalon. Salon Ghina på Vesterbro.

Næste gang jeg møder min mentee – den libanesiske frisør – mødes vi i hendes salon på Vesterbro. En lille hyggelig kælderbutik med vinduer ud mod Enghavevej.

Salonen har to afdelinger. En herreafdeling og en dameafdeling inde i baglokalet. Her kan forhænget trækkes for, så muslimske kvinde kan tage tørklædet af og slå håret ud, før de sætter sig i frisørstolen. Salonens danske kvindelige kunder sætter også pris på at kunne være lidt i fred. fortæller Ghina. Måske især dem, der kommer for at få fjernet overskæg…
Det foregår med tråd. En meget fascinerende hårfjerningsteknik, hvor et stykke sytråd i hurtig bevægelse mellem fire fingre skærer uønsket hår væk. Meget effektivt. Ghina bruger samme teknik til at rette bryn, fortæller hun. Og så går vi i gang med arbejdet:
Hvordan udtaler man egentligt det ord – hedder det øjenbryn eller øjnebryn?
Er det forkert at spørge kunderne om de vil have tykke øjnebryn og tykt pandehår? Og hvad betyder det, når en dansk kunde beder om at få håret sat, men uden at det bliver for pænt – må det ikke være pænt???

Der er mange spørgsmål og Ghina skriver det hele ned i den lille grønne notesbog, jeg gav hende ved vores første møde. Jeg har allerede fornemmet, at hun er en kvinde, der forbereder sig grundigt og vil gøre alt for at kunne klare sig i det samfund, der nu også er hendes. Vi går alle rutinerne i en frisørsalon igennem, og sammen sætter vi de korrekte danske fraser på:
“Du kan sætte dig hen til vasken. Er vandet for koldt, sidder du godt og ja, værsågod. så må du godt sætte dig foran spejlet.”

I Libanon havde Ghina en salon med 10 ansatte. Hun drev salonen med sine søstre, mens manden, Nasser, sad i HR afdelingen i en større fødevarevirksomhed. For fem år siden flygtede de til Danmark med deres tre døtre. Den første måned I Danmark boede de i Sandholmlejren.
“Folk deroppe var søde ved os. Det var lidt som at bo på en campingplads,” siger Nasser.
For Ghina var det et mareridt. Hun kunne ikke tale med nogen, og forstod ikke, hvad der foregik omkring hende. Hun turde ikke lade sine tre unge piger gå udenfor huset uden opsyn. Der var mange enlige mænd i lejren, og hun havde set, hvordan de fulgte pigerne med øjnene. Ghina var meget bekymret for fremtiden. Angst. Stresset.
“Vi havde forladt alt det, vi kendte i Libanon. Jeg havde et godt hjem og en god salon, og pludselig havde jeg ingenting. Vi skulle starte helt forfra. Og jeg vidste ikke, hvordan vi skulle klare os. ”

I dag hænger Ghinas libanesiske eksamensbeviser og diplomer på en væg i en salon på Vesterbro i København. Parret har fra starten arbejdet hårdt for at kunne klare sig selv. De ville skabe deres egen indtægt så hurtigt som muligt, og med Ghinas erfaring var frisørfaget deres bedste mulighed. Begge har gennemført en frisøruddannelse i Danmark, for med Ghinas erfaring er frisørfaget deres bedste mulighed. Selv om Nasser har en bachelorgrad og en HR uddannelse bag sig. De taler ikke sproget godt nok endnu, men de kan klippe.

Ved siden af alle eksamensbeviserne på væggen hænger en plakat af en dame med et stort smil og smukt, langt hår. Plakaten hænger på skrå.
“Det er smart og moderne,” siger Nasser og ser let undrende på mig, da jeg siger:
“Nå, ok. For mig hænger den bare skævt.”

Der er forskel på en libanesisk frisørsalon og en dansk salon. Også på priserne. Da jeg ser prislisten, må jeg virkelig træde i karakter som mentor. En dameklipning koster 150,- kr. Og en herreklip 50.- kr.
“Det er simpelthen for billigt. Danskere tror ikke, at I kan finde ud af at klippe, når det er så billigt. I bliver nødt til at sætte prisen op, ” siger jeg, og parret fortæller, at andre kunder har sagt det samme.
Der skal alligevel noget til, før kunderne selv beder om at få sat prisen op. Problemet er bare, at indvandrerkunderne er vant til lave priser. Sætter de prisen op, mister de måske indvandrerkunder og er den for lav, får de ingen danske kunder i butikken. Det er selvfølgelig et dilemma. Jeg går ud på Enghavevej og studerer prisskiltet ude på gaden:
“Øh, undskyld. Men hvad er en glad permanent?”

En meget glad permanentGhina forklarer, at mange kunder gerne vil have glattet håret, og hvis man bruger en særlig væske, holder det glatte look holde længere. Lidt som vi kender det fra permanentkrøller.
“Her trækker vi bare krøllerne ud. Det kalder vi for en glat permanent.”
“Men…der står altså ikke glat permanent. Der står glad permanent. Du ved – happy permanent”, siger jeg og tegner en stor smiley i luften.
Der bliver stille i salonen. Så skriger vi alle tre af grin. Det bliver kun værre, da Nasser spørger, hvad jeg synes om den tekst, der står med store hvide bogstaver på ruden ind til salonen. Jeg vender mig om og ser det her:

"I DEN FORRETNING PRIS OG KVALITET HÆNGER IKKE SAMMEN"

“I DEN FORRETNING PRIS OG KVALITET HÆNGER IKKE SAMMEN”

Budskabet er jo sådan set rigtigt nok. Men den sætning lyder forkert. Helt forkert.
Vi griner igen. Og bliver enige om at fjerne teksten fra ruden. Vi overvejer at lade prislisten være som den er. Eller i hvert fald beholde ordene en glad permanent.. Der burde være et meget stort marked for sådan en…

1 Comment

  1. Heidi, hvor er det indlæg dog – fint og sjovt og rørende og stort. I love your pen!
    Kh Christa

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*