Mentormødet 5. Integration på cykel

Da jeg meldte mig som mentor for Indvandrer Kvindecenteret på Nørrebro, havde jeg mange forestillinger om, hvad rollen som mentor gik ud på. Og lige så mange forestillinger om, hvordan en kvinde fra Libanon ville være, og hvordan mødet med hende ville blive. De fleste har været forkerte. Og jeg bliver hele tiden overrasket. Heldigvis.

For eksempel den dag i december, jeg inviterede Ghina i Tivoli, så hun kunne se dansk julekultur for fuld nisseudblæsning. Jeg forestillede mig, at hun ville nyde lysene, duftene, dekorationererne og juleudstillinger. Måske havde hun aldrig været i Tivoli før? Mens vi slentrede gennem Tivoli, pegede Ghina på alle forlystelser, og sagde: “Den har jeg prøvet. Den har jeg også prøvet. Åh ja…Himmelskibet, den er også sjov.”

Hun havde ikke bare været i Tivoli. Konen havde selvfølgelig prøvet de vildeste forlystelser  – alle dem, som jeg aldrig nogensinde selv ville turde at komme i nærheden af. Det grinede vi meget af, og så gik vi i Grøften for at spise æbleskiver. Og vakte mere opsigt end Tage Frandsen, Birthe Kjær og Kurt Thorsen ville have gjort. Tilsammen. Der kommer ikke så mange muslimske damer i Grøften.

Vi vækker tit opsigt, den Libanesiske Frisør og mig. Vi ser ærligt talt også lidt sjove ud. Hun er lav, mørk, klædt i klassisk indvandrerlook og jeg er høj, lys og ret dansk i det. Og sammen ser vi sådan her ud:

Snapshot fra Københavns Museums fotovæg på Dronning Louises bro.

Snapshot fra Københavns Museums fotovæg på Dronning Louises bro.

Vi råber også ret højt. Ghina har et høreproblem og skal ikke bare anstrenge sig for at forstå det danske, men også mundaflæse alt, hvad jeg siger. Vi råber nok også bare fordi, vi er sådan nogen, der råber. Og griner.

Da vi startede mentorforløbet underskrev vi en fælles aftale om de mål, vi ville nå og hvordan, vi skulle nå dem. Jeg forestillede mig, at jeg skulle hjælpe Ghina med at få udvidet sit netværk, få indblik i det danske samfund, og den slags integrationshalløj. Det gjorde Ghina også, men det var ikke derfor, hun havde meldt sig. Hun ville lære at cykle.. Først var jeg lidt skuffet. Cykling er måske ikke den allermest interessante af mine kompetencer, men for Ghina er det. Hun drømmer om at kunne sætte sig op på sin cykel, og køre gennem byen til sit arbejde. Ligesom alle andre i København.

“I Libanon er det kun børn, der cykler. Det er lidt ligesom at lege. Hvis en voksen cyklede, ville alle synes det var mærkeligt og grine af det. Det er lidt en skam at cykle. I København er det praktisk at cykle og lidt ligesom at dyrke sport. Det er en let, billig og hurtig transpor og på en cykel føler man sig mere fri, ” fortæller Ghina.

Derfor tog Ghina et cykelkursus i Indvandrer kvindecenteret på Nørrebro og derfor kan man for tiden se et pudsigt par cykle rundt og rundt i en baggård på Nørrebro. Det er integration på cykel. Og det vækker i den grad opsigt. Af mange årsager. Som en dame mumlede da Ghina let slingrende kørte forbi hende og og hendes lidt forskrækkende hund, : “Ja. så er det vist med at holde tungen lige i munden.”

Og det gælder os begge to. Det er faktisk ret svært at lære andre at cykle. Jeg kører på cykel hver dag, og tænker ikke over pedalens position eller hvorfor det er vigtigt, at træde i pedalerne SÅ SNART, man har sat sig på sadlen. Man kan ikke nå lige at danne sig et overblik – for så vælter man. Har jeg set. Flere gange.

Ghina knokler som en gal araber på den cykel. Hun er vant til at knokle for at klare sig i Danmark, og jeg har den største respekt for alt det arbejde, hun gør. Når Ghina skal noget i en fremmed del af byen, forbereder hun sig uger i forvejen. Hun finder adressen og tager hele turen derhen som en slags generalprøve, så hun er sikker på, at hun kan finde vej og klare sig selv. Derfor kender hun København bedre end mange andre indvandrerkvinder. Også dem, der har boet her længere end hende. Og derfor var hun så glad den dag, hun kunne hjælpe en ældre dansk mand med at finde vej. Tænk. En dansk mand. Og det var hende, der kunne hjælpe ham.

Den kvinde knokler virkelig, og det går hurtigt fremad. Nogle gange lidt for hurtigt….For eksempel den dag, vi skulle til cykelhandleren for at få luft i dækkene. Jeg troede, vi skulle trække cyklen derhen, men drønede Ghina ud gennem porten og slingerede hen ad gaden. Jeg løb efter for at få ro på både cykel og damen med tørklædet. Vi nærmede os cykelhandleren, og den lange række af fine nye cykler foran butikken. Pludselig dukkede en lille dreng op foran os, og det satte en mærkelig dominoeffekt i gang. Først mistede Ghina balancen på sin cykel, og væltede meget langsomt lige ind i drengen. Så væltede drengen ind i cyklerne  – og så væltede cyklerne. Og så fik vi igen fuld opmærksomhed. Alle på gaden stod stille, og kiggede på den høje dame, der forsøgte at vikle et stykke indvandrerkvinde og en lille dreng fri af cykler. Uden at vælte flere.

Vi har besluttet at holde træningen i baggården. Og det går allerede sådan her:

Mobil integration.

Mobil integration.

Og sådan her:

Mobil integration II

Mobil integration II

Og jeg synes, hun fortjener det her:

....helt uden doping.

….helt uden doping.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*