Mentormødet 6: Til julebal i mentorland

Da jeg meldte mig som mentor for Indvandrer Kvindecenteret på Nørrebro, havde jeg mange forestillinger om, hvad rollen som mentor gik ud på. Og lige så mange forestillinger om, hvordan en kvinde fra Libanon ville være, og hvordan mødet med hende ville blive. De fleste har vist sig at være forkerte. Og jeg bliver hele tiden overrasket. Heldigvis.

For eksempel den dag i december, hvor jeg inviterede Ghina i Tivoli, så hun kunne opleve den danske julekultur for fuld nisseudblæsning. Jeg forestillede mig, at hun ville nyde de smukke lys, duftene, dekorationererne og juleudstillinger. Måske havde hun aldrig været i  Tivoli før?
Mens vi slentrede gennem Tivoli, pegede Ghina på alle forlystelser, og sagde:
“Den har jeg prøvet. Den har jeg også prøvet. Åh ja…Himmelskibet, den er også sjov.”

Hun havde ikke bare været i Tivoli. Konen havde selvfølgelig prøvet de allervildeste forlystelser derinde. Alle dem, som jeg aldrig nogensinde selv ville turde at komme i nærheden af. Det grinede vi meget af. Og så gik vi i Grøften for at spise æbleskiver. Og vakte mere opsigt end Tage Frandsen, Casper Christensen, Birthe Kjær og Kurt Thorsen ville have gjort. Tilsammen. Der kommer ikke så mange muslimske damer i Grøften.

Vi vækker tit opsigt, den Libanesiske Frisør og mig. Vi ser ærligt talt også lidt sjove ud sammen. Hun er lav, mørk, klædt i klassisk indvandrerlook og jeg er 183 cm høj, lyshåret med krøller og ret dansk i det. Sammen ser vi sådan her ud:

Snapshot fra Københavns Museums fotovæg på Dronning Louises bro.

Snapshot fra Københavns Museums fotovæg på Dronning Louises bro.

Vi råber også ret højt. Ghina har en medfødt høreskade og skal ikke bare anstrenge sig for at forstå det danske sprog, men også mundaflæse alt, hvad jeg siger.  Så vi taler meget højt begge to. Måske også bare fordi, vi er sådan nogen, der taler meget højt. Og griner højt. Den slags går på tværs af religion og kultur. Åbenbart. : )

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*