Mentormødet 2: En mentor møder sin mentee…

Det er lidt som en blind date. Jeg står ved indgangen til noget så multikulturelt og kommunalt som Blågårds Bibliotek på Nørrebro. Og venter på min dame. Rundt om mig løber en flok indvandrerdrenge frem og tilbage, og i et hjørne står tre piger med tørklæder på og fniser. Jeg venter på min nye mentee som jeg skal være mentor for.

Foran en opslagstavle står en kvinde med ryggen til og med tørklæde på.  Da hun vender sig om og ser søgende ud i lokalet ved jeg, at det er hende. Det er den kvinde, jeg skal være mentor for. Jeg har aldrig mødt hende før. jeg kender ingenting til det land ,hun kommer fra. Jeg ved, at hun er på min alder. At hun er født i Libanon og kom til Danmark for fem år siden. Og pludselig sidder jeg der. Foran en kvinde iført meget stort smil, sort tørklæde og festligt mønstret tøj. Vi taler. Taler og taler. Og griner. Efter kort tid får vi slået fast at vi begge to vejer for meget. Og så er det bånd mellem to kvinder ligesom knyttet.

Jeg skal lære hende at cykle…(!), tale dansk og bruge sin computer. Hun er uddannet frisør og har drevet sin egen frisørsalon i Beirut i 18 år. I virkeligheden drømte hun om at læse “eksperimental science” eller til laborant, men hun kom ikke ind på studiet. Og så blev hun frisør ligesom så mange andre i hendes familie. Hun fortæller om sin familie, sin mor og sine søstre, der stadig bor i Libanon og om, hvor meget hun savner dem. Hun har tænkt meget over, hvorfor så mange danskere ikke har kontakt med deres familie. Hun synes mange mennesker i Danmark virker ensomme.  Og mange bor helt alene. Hvad med dig? spørger hun. Har du meget familie?

Spørgsmålet rammer hårdt. Jeg fortæller at vi begravede min far for få måneder siden.  Og jeg kan se reaktionen i hendes ansigt. “Hvordan siger man det?” spørger hun, og begynder at trykke på sin tlf for  finde frem til det arabiske ord for det, hun gerne vil sige til mig.  Jeg begynder på en meget lang forklaring . Om hvordan vi egentlig bruger udtrykker “Jeg kondulerer”, men at det for mange er et lidt gammeldags, stift og formelt udtryk.  Vi har faktisk ikke et ordentligt ord for det mere. De fleste siger bare; det er jeg ked af. Eller jeg føler med dig. Og det er lidt ærgerligt at vi ikke længere har et ord for det. Det bliver så meget sværere at sige når man selv skal finde på det. Rhina nikker og hendes øjne er fulde af det, som vi ikke har et ord for.

Endelig finder hun det arabiske udtryk frem på telefonen, og viser mig en meget lang arabisk sætning.  Der står “jeg giver min medfølelse til dig”, siger hun.
Det er er i virkeligheden meget præcist og bedre end det danske. Det er jo bare det, vi gerne vil sige: Jeg giver min medfølelse til dig.

Efter halvanden time står vi ude på Blågårds plads. Vi giver hinanden et stort knus, og jeg prøver at falde naturligt ind i hendes bevægelser da hun kysser først min ene kind og så den anden. Og så lige den første en gang til.

“Jeg er heldig at have fået dig,” siger hun. Og jeg svarer:
“Nej. Det er mig, der er heldig at jeg har fået dig.”

Vi har kun mødt hinanden en gang, men hun har allerede lært mig noget. At en kvinde fra Libanon og en kvinde fra Helsingør kan se meget forskellige ud – og ligne hinanden alligevel.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*