Mentormødet 1: Den libanesiske frisør

Mentormødet.  Foto: Lisbeth Holten

Mentormødet.
Foto: Lisbeth Holten

Hvad har en kvinde fra Libanon til fælles med en kvinde fra Helsingør?
Jeg ved det ikke, men gennem mødet med Den libanesiske frisør er jeg i fuld gang med at finde ud af det.  Det er mig, der er mentor og hun er min mentee. Det betyder ikke, at jeg er klogere end hende. Det betyder bare, at jeg er på hjemmebane i Danmark, og det er hun ikke. 


Ligesom jeg undrer mig over, hvorfor muslimske kvinder ikke viser deres hår til fremmede mænd, undrer hun sig over,  at danske kvinder drikker alkohol. Og  hvorfor mange danskere bor alene. De næste måneder skal vi mødes en gang om ugen. Og I har muligheden for at følge med…

I årevis har jeg haft meninger om integration, kulturmøder og det multikulturelle samfund. De rigtige meninger. Naturligvis. Meninger om at Danmark er stort nok til at rumme mange forskellige kulturer og at vi kan lære meget af hinanden. Jeg har råbt af mit fjernsyn og græmmet mig, når nyhederne fortæller om mislykket integration, racisme og indvandrerghettoer. Og skammet mig, når andre danskere har behandlet “de fremmede” dårligt og uden respekt.  Jeg  kaldte dem  indskrænkede og fremmedfjendske, og glædede mig over at jeg ikke var en af dem.

Men når jeg kiggede på mit eget netværk, kunne jeg kun se andre danskere. Og et par stykker fra jylland. Når jeg holder fødselsdag, er de fleste gæster født og opvosket i Danmark måske lige ortset fra en enkelt eksotisk latino eller to, der begge har boet i landet de sidste 20 år. Jeg kender ingen med muslimsk bagrund. Ikke en eneste. Og ingen af alle de kvindenetværk, jeg gennem tiden har været en del af, har kunnet byde på bare en enkelt muslimsk kvinde.

Det besluttede jeg mig for at lave om på. Jeg ville udvide mit netværk til at rumme mennesker, der tror på en anden gud end mig. Mennesker fra et andet land med helt andre traditioner end mig. Jeg ville gøre noget aktivt for at bidrage til integration og det multikulturelle samfund  i stedet for bare at snakke om det. Derfor meldte jeg mig som mentor for Indvandrerkvindecenteret på Nørrebro. Efter to møder med det som i den verden bliver kaldt for “styregruppen” fik jeg en mail med et navn og et telefonnummer. Og ordene “Din mentee er fra Libanon. Hun er frisør og vil gerne lære at cykle, øve dansk. Hun vil gerne have, du tager kontakt via sms.”

Lære at cykle? Ok. Jeg havde måske drømt om at videregive nogle lidt andre erfaringer end lige den med at træde på en pedal og holde balancen på en cykel. Men ok. Vi skulle jo starte et sted, og med det som min mentee havde lyst til. Så det gjorde vi.  Jeg skrev en sms og præsenterede mig som  hendes nye mentor, og vi aftalte at mødes i hendes forretning Salon Ghina. Dagen efter fik jeg en sms mere fra min mentee:
“Hej Heidi. Jeg glæder mig til at møde dig. Skal du have farvet hår eller klippes?”.

Det kan blive et meget  langt mentorforløb, tænkte jeg. Med utrolig mange frisurer. ;-)

Om bloggen:  Tilmeld dig bloggens nyhedstjeneste oppe i højre hjørne. Du er velkommen til at kommentere, like eller dele. Tak fordi du læser med. 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*