På kursus i kærlighed

For 100 år siden –  cirka – deltog jeg på et sommerkursus i kærlighed. Jeg blev aldrig færdiguuddannet, men skrev en dagbogsserie til Politikens sommermagasin undervejs. Som en lille hyldest til kærligheden genudsender jeg serien. Her er det første af fem afsnit.

Kursus i Kærlighed afsnit 1. Rejsende mod kærlighed.
Fra alle egne af landet er 19 mennesker rejst til Ærø for at gå på kursus i drømmen om kærligheden. Nogle begynder allerede at se hinanden an på færgen over til øen.

Af Heidi Vesterberg

...

Vingummihjerter

Kærlighedsstudenterne sidder stille på røde madrasser i en firkant rundt om en stor buket vilde røde roser og seks brændende fyrfadslys i små stager af glas. Musikken er dæmpet, og tavsheden larmer, indtil de to kursusledere for enden tager ordet.

»Vi har tradition for at indlede vores kursus i kærlighed med denne her lyd, og I kommer først til at høre den igen om en uge, når kurset er forbi«, siger kursusleder Per Holm Knudsen og slår to små sølvlåg sammen til et ‘kliiiiing’. Tonen klinger rent og længe. Først da den er helt forsvundet, fortsætter han: »Så er kurset i gang«.

Vi er studerende i kærlighed og deltagere i et oplevelsesorienteret kursus for par og enlige med overskriften ‘Sol, sommer og drømmen om kærlighed’. Under ledelse af psykoterapeut, sexolog og forfatter Maria Marcus og Per Holm Knudsen, der sammen har tilrettelagt kærlighedskurser på Ærø i 14 år. I denne uge er 10 kvinder og ni mænd fra forskellige ender af landet rejst til Ærø for at fordybe sig i kærlighedsdisciplinen og se drømmen om kærligheden an. Og ikke mindst hinanden.
Det sidste har nogle af os været i gang med, siden færgen forlod Svendborg Havn med kurs mod Ærø. Hvordan ser man ud, når man er på vej til noget så besynderligt som et uges kursus i drømmen om kærlighed? Og hvordan ser man ud, når man helst vil undgå at se sådan ud? Øjnene flakker fra den ene passager til den anden, og umiddelbart ser alle ud, som om de af og til tænker på og drømmer om kærlighed.

En nydelig mand klædt i praktisk tøj rejser sig, og et velkendt kursusprogram stikker frem af en lomme. Sådan ser en rejsende mod kærligheden altså ud.
»Det var ikke en fejl, men en slags kontaktannonce. Jeg tænkte jo nok, at der ville være andre kursister med færgen, og så kunne vi lige så godt begynde snakken. Men det virkede ikke helt efter hensigten, for der var ingen, der reagerede«, siger Jesper, da færgen for længst er i havn. Han tilbyder venligt og helt uopfordret et lift og afslører dermed Politikens udsendte som kærlighedsstudent. Uvist af hvilken grund.

I bilen fortæller 52-årige Jesper fra Jylland, at han har kendt til kurset i mange år, og denne sommer skulle det altså være. Han er ikke uvant med at bruge ferierne på kurser af den art og glæder sig meget til at komme i gang med kærlighedsstudiet. Trods sommerfuglene i maven. »Jeg har mødt den eneste ene. Et par gange faktisk, og jeg håber, det kan ske igen. Jeg er taget herned for at få fornuften og hjertet til at passe bedre sammen, så jeg udsender de signaler, jeg skal for at møde den rette kvinde. Og så kan det jo være, at hun også skal på kursus«, siger han og griner, mens vi kører ind på gårdspladsen og parkerer foran en kvinde i hvidt.
»Ha! Hun var med på færgen, og jeg mistænkte også hende for at være kursist«, siger Jesper og ruller bilvinduet ned.

ET STUDIE I RØDT
»Lige meget hvem du er, lige meget, hvor du er – så velkommen her«. Den musikalske velkomst fra højtalerne og Peter A.G. fylder teatersalen på Ærø Efterskole, og de nybagte kærlighedsstudenter er på gulvet. Dansende og i løst tøj. Ikke fordi vi ligefrem har lyst til at danse rundt mellem en flok vildtfremmede mennesker en helt almindelig søndag aften på Ærø, men fordi lederne af vores kærlighedskursus har sagt, at vi skal.
Vi skal danse, sanse, tegne, fortælle og lytte os til en nærmere undersøgelse af drømmen om den store kærlighed. Lige nu drømmer mindst en beklemt kursist mere om at få lov at forsvinde ud gennem vinduet, mens andre er gået videre til ‘fri dans’.

Kærlighedsstudenterne har igen taget plads på de røde madrasser og får til opgave at fortælle, hvorfor vi er her og om vores forventninger til kurset. Vi må kun sige to ord. Først bliver blikket fjernt og tanken tom, men efter noget betænkningstid kommer ordene efter tur:  Mulighed og kærlighed, familie og håb, indsigt og accept, opklaring og glæde, ensomhed og savn, isolation og kærlighed.

Ordene bliver en del af næste uges pensum for de studerende, der har valgt at bruge ferien på hårdt arbejde. I kærlighedens navn.

Følg med i næste afsnit, der kommer på bloggen i næste uge. Serien blev trykt første gang i Politiken i 2001. Tak fordi du gider læse med. Du er velkommen til at dele, like og kommentere. 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*