Pligt til at handle?

I forrige uge læste jeg en sørgelig historie. Måske den mest sørgelige historie jeg har læst i lang tid. Ikke kun fordi et menneske er død. Mere fordi det menneske fik lov til at ligge og dø alene foran bagindgangen til en 7-eleven butik i Hvidovre.

http://politiken.dk/indland/ECE2210839/hjemloes-doede-bag-7-eleven-i-hvidovre/

Som det fremgår havde manden ligget der i flere dage. Butikspersonalet forsøgte at ringe efter hjælp og blev stillet om til politiet, der aldrig kom. I stedet bad de butikspersonalet om selv at tjekke mandens sundhedstilstand. Dagen efter var han død.

Det har ført til en masse kritik af politiet og andre myndigheders behandling af hjemløse. Med rette. Politiet SKAL rykke ud, når en mand ligger syg på gaden. Ligegyldigt hvem det er. Det mindede mig om historien fra sidste år, hvor tre unge piger på vej i byen, undrede sig over en skikkelse, der sad op ad et hegn i en underlig stilling med hovedet bøjet bagover. Pigerne ringede til politiet, der mente at skikkelsen måtte være en hallowendukke, der var hængt op i hegnet. I stedet for at passe deres arbejde, bad de pigerne om at undersøge sagen. Det var ikke en dukke, men en mand, der havde hængt sig.

Jeg håber politiet tager ved lære af den slags historier.  Måske har vi alle sammen noget at lære af historien om manden, der lå og døde alene i Hvidovre. Min gode og begavede ven Zenia Larsen kommenterede sagen på sin facebookprofil. Hun skrev:

“Et sørgeligt eksempel på manglende viden om, hvordan medmenneske kan hjælpe medmenneske. Politiet vil ikke komme. Så er der intet at stille op. Eller hvad? (…)
Jeg vil ikke klandre personalet for ikke at have gjort mere. Men jeg vil godt spørge ud i luften, om det her er en af de negative konsekvenser ved velfærdsstaten. Er vi blevet så forvænte med, at “systemet” tager sig af tingene, at vi har mistet evnen, viljen, kompetencerne til at handle, når vi bliver konfronteret med andres nød?”

Det synes jeg er et rigtigt godt spørgsmål. Har vi glemt at det ikke kun er systemet eller myndighederne, der har et ansvar? Hvorfor gjorde personalet i butikken ikke noget selv? Hvorfor insisterede de ikke på at få hjælpe? Hvorfor bar de ikke selv manden ind i butikken, gav ham noget at drikke – hvorfor handlede de ikke?

Og endnu vigtigere: Hvad ville jeg selv gøre?

x

Det går jeg stadig rundt og tænker over. Har vi ikke pligt til at at passe på hinanden? Pligt til at handle?
Både politiet, myndighederne og alle os medmennesker. Hvad ville du have gjort?

I dag har en kvinde fået en dom for ikke at handle. Baggrunden for den sag er en helt anden, men tankevækkende alligevel. Har vi pligt til at handle – og kan vi straffes, når vi ikke gør det? http://www.etik.dk/artikel/546813:Hverdagsetik–Historisk-dom-for-at-undlade-at-hjaelpe-noedstedt

Det er to uger siden, manden lå bag den butik og døde. Alene. I samme uge hittede en norsk video voldsomt på de sociale medier:  Norsk dreng sidder og fryser i vinterkulden ved et busstoppested. Han har ingen jakke på. Vil du hjælpe ham? 

dhjælpsorganisation SOS Børnebyerne i Norge har med skjult kamera filmet situationen for at se folks reaktion. Videoen viser, hvordan nordmænd hjælper drengen. Den ene efter den anden tager sit eget tøj af for at give drengen en jakke, et tørklæde eller et par vanter. En fin og hjertevarmende feelgood video.

Den historie har jeg set blive delt på Facebook rigtig mange gange. Det blev historien om den døde hjemløse i Hvidovre ikke. Der var ingen helte i den historie. Vi vil hellere se mennesker hjælpe andre mennesker på en viral reklamevideo. Og glemme den virkelighed, hvor ingen griber ind. 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*