R.I.P. Ford Escort Stationcar RC 27 005

Jeg sidder her og tuder lidt over en bil. Det vidste jeg ikke, man kunne. Men jeg har på en måde mistet en bil i dag, selv om jeg aldrig har ejet en. Nærmere bestemt en mørkeblå Ford Escort Stationcar – RC 27 005. En eller anden skrothandler i Helsingør har ophugget min fars gamle bil og mast karosseriet sammen til en lille hård metalpakke. En metalpakke, der aldrig kommer ud og køre igen.

Ikke DEN Ford Escort, men den ligner..

Ikke DEN Ford Escort, men den ligner..

På sin vis er det smukt. Lidt som når en hund bliver aflivet, fordi dens ejer er død. Alt andet ville være synd. En slags bilplageri. En bil knytter sig til sin ejer og omvendt. Med årene vokser bil og menneske sammen, og bliver til en forlængelse af hinanden. Førersædet er formet efter føreren, spejlene indstillet efter hans udsyn og med tiden begynder bilen at lugte af sin ejer. Det gjorde min fars bil også. En mærkelig blanding af mange cigaretter, benzin og far. Jeg kunne godt lide den lugt. Jeg kunne godt lide den bil.

Jeg sad egentlig og skrev om noget helt andet i dag, men så fik jeg beskeden om, at min fars bil var gået til de evige Ford Escortmarker. Den bil fortjener en hyldest, tænkte jeg. En tak for alt, hvad den har gjort og betydet for min far. Den blå Ford Escort har kørt ham sikkert frem og tilbage fra sommerhuset i Rørvig. Han har fyldt den med værktøj, byggematerialer og flyttekaser. Fragtet ting fra det ene sted til det andet. Også mine flyttekaser. Og mig. Far brød sig ikke om at andre kørte i hans bil. Heller ikke mig. Han sagde næsten altid nej når jeg bad om lov til at låne den. Ikke så meget fordi han selv skulle bruge den eller ikke stolede på mine evner som bilist. Men bare fordi, det var hans bil. Skulle en  fremmed mand så overtage den bil? Sætte sig i sædet, befamle rattet og køre rundt på vejene i fars bil? Nej, vel?
Derfor ved jeg heller ikke helt, hvad min far ville mene om bilens sidste køretur. En måned efter hans død, blev bilen stjålet. Den stod ellers trygt på parkeringspladsen i Helsingør, men en nat blev den stjålet sammen med to andre biler. Det var ikke bare mærkeligt. Det var også lidt besværligt. For hvad gør man, når en død mands bil bliver stjålet? Skal man anmelde det til forsikringsselskabet, hvem skal stå på anmeldelsen til politiet og hvem skal have udbetalt en eventuel erstatning?

En sen fredag aften fem uger senere står jeg i min fars kælder. Vi rydder op, smider ud og jeg bliver hele tiden opslugt af minder. En konfirmationssang. Kassevis af gamle fotos. En plakat fra åbningen af ungdomshuset i Helsingør, og regningen på den buket blomster min mor sendte i den anledning. Alle karakterblade fra første til niende klasse  og adressen på den ødegård, vi lejede en sommer i Sverige. Mens jeg går dernede i kælderen og genoplever hele familiens liv, ringer min telefon: “Godaften. Jeg ringer fra Nordsjællands Politi. Vi har fundet din fars bil.”

Bilen holder på en villavej i Nivå og ruden er smadret. Og vi må hellere få den fjernet med det samme, siger politiet. Øh. Ja. men hvordan? Jeg tør ikke køre i bil, der har været stjålet. Jeg ved heller ikke rigtig, hvor jeg skal køre den hen. Vi får fat i Falck, der fragter bilen hen til et værksted i Helsingør. Så må den stå der, indtil vi finder ud af, hvad der skal ske. Mandag ringer politiet igen. Denne gang er det en kriminalbetjent:”Det er vigtigt for os, at få adgang til bilen. Vi tror, at din fars bil har været involveret i et bankrøveri.”

Og ganske rigtigt. Nogen havde stjålet fars bil, for at bruge den i et bankrøveri. Røverne kørte en Bobcat direkte ind gennem ruden til Den Danske Bank i Nivå, stjal en pengeautomat og kørte den væk på en trailer trukket af min fars bil!. Jeg mener…MIN FARS BIl!! Se bare denne Local Eye optagelse...
Det ved jeg virkelig ikke, hvad min far ville have sagt til. Slet ikke til det faktum, at røverne åbenbart var så dårlige til at køre bil, at de mistede kontrollen over traileren og tabte automaten på vejen. På en måde forhindrede bilen et røveri. Og sluttede dermed sit autoliv som en af de helte i de mange krimiserier, min far har set i sit liv.

Hvor ville jeg gerne have fortalt min far den historie. Han ville sikkert have moret sig over, at den gamle Ford Escort RC 27 005 nåede at komme ud på et sidste eventyr. Uden ham. Han ville nok også mene, at den havde fortjent til det. Med denne historie i baghovedet er det pludselig lidt lettere at sige farvel. Tak for alt, Ford Escort RC 27 005. Drive In Peace

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*