Særlig eller sensistiv

For tiden flyder medierne over med historier som: “Test dig selv: Er du særligt sensitiv?”
– og den slags. Det gør de bl.a. fordi denne bog snart udkommer:

imagesFørste gang jeg hørte om begrebet “særligt sensitiv” korsede jeg mig voldsomt. Hvad er nu det? Skal det nu også gøres til noget specielt at være sensitiv? Er det ikke det, der adskiller mennesket fra dyret? Hvad er der nu galt med at være følsom?
Jeg er  helt med på, at nogle mennesker er særligt følsomme og fornemmer mere end andre. Jeg ved bare ikke om det er noget SÆRLIGT at være det. Forfatteren til bogen, Ulla Hinge Thomsen, som også er en dygtig journalistkollega,  siger da også, at det måske hellere skulle hedde noget i retning af den engelske betegnelse “highly sensitive” Og det synes jeg , hun har ret i.

Jeg ved ikke om det findes, men det er i hvert fald blevet ret moderne/udbredt. Hvis det kun er en vis procentdel, der har det sådan, så tror jeg faktisk, at jeg kender dem alle sammen personligt. Og jeg er også selv en af dem, har jeg forstået. For nogle måneder siden var jeg  til møde med min redaktør, og i et forsøg på at være særlig morsom og særlig klog sagde jeg: “Det er egentligt pudsigt. Det er som om, at det er blevet totalt moderne at være indadvendt og introvert. Og nu også det der “Særligt sensitiv”. Som om det er noget særligt fint eller lækkert oat være. Normalt kæmper folk hårdt for at undgå at blive stemplet med diagnoser eller kategorier.  Jeg mener: ingen gider være ADHD ramt, men alle vil gerne være særligt sensitive…. HAHAHAHA….!”

Og så kiggede hun på mig med sit skarpe redaktørblik og sagde: “Jamen, det er du da, Heidi”.
Nå. Ok. Og så holdt jeg op med at lave vitser om det. Og ja. jeg kan da SAGTENS genkende mig selv i beskrivelserne. Jeg er sindssygt lydfølsom. Jeg er påvirkelig. Jeg fornemmer andre menneskers stemninger og reagerer voldsomt på dem. Nogle gange FOR voldsomt. Jeg hader rod og uorden. Men jeg tror egentlig bare., jeg er sensitiv. Og ikke SÆRLIGT sensitiv. Eller som min gode og noget direkte veninde og kollega engang sagde:  “Du er jo sådan en, der er lidt for følsom til den her verden…”

Nå, er jeg det?, tænkte jeg dengang og var så følsom, at jeg blev lidt sur. Men ok det ville da forklare meget, vil jeg sige, og ja, det er nok i virkeligheden fuldstændigt korrekt. Jeg er for følsom til den her verden. Det tror jeg faktisk de fleste af os er. Den er også ret brutal og uoverskuelig, men vi må jo leve i den alligevel. De fleste af os bliver udsat for voldsomme bombardementer af information, kommunikation og alting foregår i et ekstremt hurtigt tempo. Det er lige til at blive særligt sensitiv af. Eller stresset. Og er det i virkeligheden det samme?

For min skyld må folk udstyre sig selv og deres børn med alle de mærkater og personlighedstræk de vil. Så længe det sker for at blive klogere og bedre til at lytte til sine og børnenes behov og indrette sig efter dem. Bare det ikke bliver endnu en diagnose, der kræver medicinering eller noget, der mest af alt bliver brugt som en god undskyldning. Jeg har set mennesker bruge den slags mærkater om noget, der ellers lige så godt kunne være dårlig opførsel eller simpelthen bare… almindelig dovenskab. Jeg tror også, at nogen bruger det som en grund at  holde sit barn meget langt væk fra alt, der kunne gøre ondt eller udfordre barnet. Altså … livet. Og det synes jeg er en rigtig dårlig idé. Det synes forfatteren til bogen heldigvis også. Hun understreger netop, at det ikke skal bruges som en “undskyldning” for at trække sig selv eller andre tilbage fra verden. Men som en hjælp til at passe på sig selv. Eller sine børn.

Jeg ved stadig ikke om fænomenet “Særligt Sensitiv” findes eller om jeg selv er det. Måske er jeg mere bare … særlig. Eller særligt sensistiv.
Hvis du også er i tvivl, kan du læse mere om det i bogen, der udkommer på torsdag.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*