Verden ifølge Vesterberg: Se mit overforbrug…

Se mit overforbrug det er stort som havet. Alt hvad jeg ejer, det er stort som det. Det er fordi jeg har så mange penge og fordi….

Ugens helt store musthave er ikke en taske til 23.000 kr. Den tid er forbi. Ugens hotte item –  som alle fremtrædende kvinder må have fingre i – er en offentlig bekendgørelse af deres eget overforbrug. Og en lige så offentlig erklæring om at holde op. At skære ned på shoppingture, tøjbudgetter og indkøb af alt for mange meget dyre sko. Det hele startede med en enkelt fin, personlig og tankevækkende kvindestemme, der bl.a. på facebooksiden ”Nøjsomhed – fra holdning til handling” fortalte om sine tanker om sit eget forbrug. Om hvordan hun havde valgt ikke at købe tøj i seks måneder fordi hun ville bruge sit tøjbudget på en anden og mere bevidst måde. Det blev startskuddet til at horder af markante kvinder valgte at gøre det samme. De seneste dage har kvinderne kæmpet for at komme først til mikrofonen på Facebook, i medier og på blogs har kvinder bekendt deres shoppesynder og erklæret mådehold og nøjsomhed i fremtiden. I op til hele seks måneder ad gangen. Og de har gjort det et med stort samme ivrighed som  under et januarudsalg i Magasin. Det er selvfølgelig helt fint. Det er en privatsag. Det er også en interessant konsekvens af krisen og en del af bevægelsen fra overforbrug til bevidst forbrug, enkelthed og ansvarlighed. En undersøgelse af spørgsmål som: Hvad skete der egentlig ? Hvorfor brugte vi så mange penge på den måde? Og endnu et tegn på, at krisen har sat en større ansvarlighed, nøjsomhed og i gang… MEN: hvorfor er det så vigtigt at hele verden får det at vide?

Hvorfor er der pludselig gået mode i offentlig shopping bekendelser med specifikke afsløringer af, hvor mange penge kvinderne har brugt på en taske – og hvor mange sko de har stående i skabet? Og hvorfor er det så vigtigt at fortælle ikke særligt sjove vittigheder om, hvor stort et offer det er for dem, at lade være? Og hvor lidt kontrol de har over deres egne shoppetrang? Det er ærligt talt ikke charmerende. Og klinger lidt forkert og skingert i mine ører. Er det en slags omvendt statusflashing? ”Se mig. Jeg har så mange penge, at jeg har brugt enorme summer på sko. Og jeg er bare så flov, men jeg kan simpelthen ikke lade være.”

Er det en noget indviklet måde at vise, hvor meget succes vi har og hvor mange penge, der står på kontoen? Eller er det bare fordi, det er ligegyldigt at være et bevidst og nøjsomt menneske, hvis ikke alle andre ved det? Jeg har ikke noget personligt imod disse kvinder. Eller sko. Jeg har heller ikke noget imod at folk tager bevidst stilling til deres eget forbrug. At vi alle sammen bliver mere ansvarlige og gør holdning til handling. Slet ikke. Nærmest tværtimod.  Jeg undrer mig bare over denne stærke trang til at bekende sine shoppesynder i offentlighed. For ærligt talt. Det virker lidt klamt at demonstrere sin nye hellige nøjsomme bevidsthed – og samtidig flashe sit overforbrug. Og ja. Jeg indrømmer det blankt. Jeg er misundelig. Eller i hvert fald let ærgerlig over, at jeg aldrig selv har haft råd til et overforbrug eller  bare en enkelt taske til 23.000 kr. Set i det perspektiv hilser jeg denne nye trend meget varmt velkommen. Før gjorde mit manglende shoppebudget mig bare til en dårligt klædt fattigrøv. Nu er jeg superhot og moderne.

 

 

5 Kommentarer

  1. Hej Heidi

    velkommen til blogland

    Jeg så godt, du lavede en lignende kommentar på FB forleden, men jeg havde ikke lige overskud til at kommentere. Som en meget ivrig modeblog-læser, vil jeg bare lige indskyde, at d’damer sandsynligvis ikke har haft BEHOV for at stå frem og virke hellige lige nu – men de bare først er blevet opdaget af mainstream medierne nu. De er nemlig en del af en bevægelse, der også foregår i modeblog-land, som altså handler om, at selvom mange af os elsker mode og shopping (uanset om det er hos H&M eller Balmain), synes vi (ja, undertegnede inkl), at blogs og blade opfordrer for meget til ny-indkøb og forbrug. Og man kan godt elske mode og forbruge mindre af verdens ressourcer samtidig ved at være en bevidst mode-shopper.

    For referencer se fx disse udenlandske blogs, der har kørt i årevis:
    http://the-nife.blogspot.dk/
    http://emptyemptor.com/
    http://out-of-the-bag.blogspot.dk/

    Kh
    Andrea (du ved, fra Woman!)

  2. Tak for kommentaren Andrea. Den første kommentar……TADAHHHHHH.;-)
    Du får sådan en for ulejligheden:

    Er med på at det er en del af en bevægelse. Og er kun glad for at de damer beholder pungen i tasken for en tid. Der var bare noget i måden, de gør det på, der virkede en anelse skinger. Og provokerende. Tak for links. Vidste faktisk at modebloggere kan have en bevidst holdning til forbrug og overditto.

    Talte meget for at lave et opslag med tips til genbrug og den slags i et magasin nær dig….:- ) men kunne ikke rigtig få det igennem. Du burde da med inspiration fra de links kunne få det indført på Woman. Gør det – så får du en klapsalve til.
    En kæmpestor en. ;-)

    1. Ha ha – tak for klapsalve. Og fordi jeg måtte tage din jomfrudom mht kommentarerne (Apropos: Man kan ikke abonnere på kommentarer til din blog. Det savner jeg… så jeg kan se, når du skriver til mig)

      Og jeg prøver i det små i Woman / på woman.dk. Inden for rammerne…. altså de rammer, der siger, vi skal tjene penge. Suk.

      Kh
      And

      1. selv tak. Jamen jeg ved ikke, hvordan man gør …det med kommentarer. Men jeg skal nok prøve at finde ud af det. ;-)
        Kh
        H

      2. Jo, man kan godt abonnere på det der RSS halløj. tror jeg nok.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*