Spies, rejs og vær multikulturel

"Jeg ønsker mig en globus i naturlig størrelse," Simon Spies

“Jeg ønsker mig en globus i naturlig størrelse,” Simon Spies

Jeg har altid elsket Simon Spies. Lige siden jeg som barn så de berømte fotos af en mærkelig nøgen mand med langt skæg og hørte de voksne tale om morgenbolledamer, hans gigantiske formue og meget udanske livsstil.

De talte om ham med en særlig blanding af respekt og forargelse, og det gjorde mig nysgerrig. Og så var han vokset op som en fattig dreng i min barndomsby Helsingør. Alle i byen kunne fortælle historier om ham og hans medfødte forretningstalent, som han allerede demonstrerede som dreng.

Det kan jeg ikke. Jeg har aldrig mødt ham, men jeg har stadig et Spieshåndklæde fra en eller anden charterrejse med hr. og fru Vesterberg. Og fornylig fandt jeg en utrolig lang kassebon fra min mors flyshopping med sit Spieskontokort. Det var fantastisk, når min mor tog Spieskortet frem i flyveren, og på den bon kan jeg se at jeg både fik sådan en her og sådan en firserfætter her på Spieskredit. Jeg skulle først betale, når vi kom hjem, og det endte vist med, at det var hende, der gjorde det.

Jeg elsker især Simon Spies for hans begavede replikker som for eksempel den her: “Har De lyst til at være sammen med sure og tvære mennesker i Deres ferie, ja, så bør De nok vælge et andet rejsebureau…” Simon Spies 1974. Og jeg elsker ham for at være og gøre alt det, man ikke må i Danmark. Han var møgirriterende, grotesk, vanvittig begavet, udspekuleret og fantastisk fascinerende.

Jeg elskede ham allermest, da han pludselig tog røven på hele Danmark og giftede sig med den unge Janni for fuld bryllupsudblæsning. Og døde kort tid efter. Jeg har også altid været vild med hans gnækkende svar da, en journalist spurgte om han  virkelig var forelsket i den unge Janni: “Forelsket og forelsket. Pigen er jo sød…”.

Hun fik da i den grad sin bid af kagen.... Foto lånt af TV2.

Hun fik da i den grad sin bid af kagen…. Foto lånt af TV2.


Nu har jeg fået en grund mere til at elske Simon Spies. En grund jeg aldrig nogensinde har tænkt over før i dag. Som mentor for en indvandrerdame og almindelig åbensindet dansk medborger banker mit hjerte for alle, der arbejder for vellykket integration og et  multikulturelt samfund.  Og som man kan se på dette lille klip: Det gjorde Simon Spies faktisk også.

Tak for det, Simon. Tak fordi du tog røven på os alle sammen, og indførte det multikulturelle samfund i Danmark uden at nogen opdagede det og mens vi troede, at vi bare var til grisefest…. Tak.

2 Kommentarer

  1. … Men det mærkelige i denne sammenhæng er, at han også var bedste ven med Mogens Glistrup … Måske et udtryk for ægte altruisme?? ;-) Eller også var manden bare grundlæggende mærkelig og fuld af varm luft. Et standpunkt jeg med årene hælder mere og mere til. Men en imponerende fætter – det kan man ikke komme udenom.

    1. Ja, det er rigtigt. Det tænkte jeg også på. Jeg ved ikke om Simon Spies var sur på Muhammedanerne som Glistrup sagde, men jeg har svært ved at forestille mig det. Måske. Men ja, han var meget speciel, men som du siger – også imponerende og fascinerende. Glistrup var hans økonomiske rådgiver og jeg fandt lige dette citat et sted.

      Mogen Glistrup:
      ”Mit råd til Simon Spies var, at når han kunne se døden nærme sig, skulle han gifte sig med en ung pige, og få fælleseje med hende, og dermed kunne hun sidde i uskiftet bo, og så var der nul i arveafgift”.
      Og den løsning valgte Spies, da han i 1983 (et år før han døde), giftede sig med den kun 20 årige piccoline i koncernen, Janni Brodersen.

      Tror ikke engang hunden Archibald arvede noget. : )

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*