Mentormødet 11: Mellem to verdener

Dette har ikke så meget med mentorforløbet at gøre, men jeg synes alligevel det hører med til historien. Så her kommer det:
Fornylig var jeg vikar for en lektiehjælper. Sådan en der bruger sin fritid på at hjælpe børn af anden etnisk herkomst end dansk med at lave lektier. Jeg var kun vikar og et godt menneske for en eftermiddag. Jeg var også lidt nervøs. Det er mange år siden, jeg sidst har lavet lektier og endnu flere år siden, jeg gik i folkeskole.  Måske var det også mest mig, der lærte en lektie.

Jeg sad i et lille lokale med en computer og en pige med en meget stor rygsæk på ryggen kom ind i rummet.”Hvad skal jeg hjælpe dig med?”, spurgte jeg.
Pigen hev et papir op af rygsækken og kastede sig hjemmevant over computeren. Hun var muslim og bar selvfølgelig tørklæde:
“Jeg er ved at lave en opgave om dansk folketro under den tidlige enevælde i Danmark,” svarede pigen med tørklædet og gik straks i gang med at søge informationer på nettet.

Jeg blev lidt stille. Folketro under den tidlige enevælde i Danmark?
Det er på ingen måde min spidskompetence. Og jeg er endda født og opvokset i Danmark med danske forældre, der er født og opvokset i Danmark ligesom deres forældre var født og opvokset i Danmark. Folketro ved jeg til gengæld en  lille smule om. Jeg ved, det betyder uheld, når en sort kat går over vejen og at det ikke er særligt smart at gå under stigen, smadre et spejl eller vælte saltkarret. Det er en viden eller en overtro, der har vandret gennem generationer og ind i rygraden på mig. Jeg tænker ikke over det. Jeg ved det bare. Det gjorde pigen ikke.

Pigen gik glad i gang med at besvare opgaven og tænkte ikke ret megt over det.
Det gjorde jeg. Især bagefter da jeg også havde hilst på pigens mor. Hun stod i sin abaya og hijab – den sorte løse lange kjole og tørklædet, der dækkede hendes hår – og ville lige sige tak. Tak fordi datteren kan få den hjælp og den viden, som hun selv er ude af stand til at give hende. Dansk folketro under den tidlige enevælde er nok heller ikke det, man taler mest om hjemme hos dem.

For mig blev det et billede på det liv, mange af de børn lever. De står med deres ben i to vidt forskellige verdener. De skal hele tiden balancere mellem to vidt forskellige kulturer og måder at leve på. To forskellige udgaver af historie, religion, moral, livsstil og familiestruktur. To forskellige sprog og måder at gå klædt på. Samtidigt med alt det andet som børn og unge teenagere skal kunne rumme og agere i. For børnene er der ikke noget mærkeligt i det. Det er bare sådan virkeligheden er. Jeg kan godt forstå, at nogle af dem har svært ved at finde den balance.

I tiden efter skudepisoderne ved Krudttønden og den jødiske synagoge, hvor den unge Omar gik amok i København, er den balancegang ikke blevet nemmere. Jeg ved ikke, hvad løsningen eller sandheden er. Jeg ved bare, at en eller anden form for aktiv handling er mit eneste våben. Det kan være som lektiehjælper eller mentor for unge drenge eller piger eller voksne kvinder. Alt muligt der kan gøre balancegangen lettere og føre til møder mellem mennesker. Det er det, jeg tror på. Ikke et kryds på en stemmeseddel. Heller ikke 325 rasende kommentarer i en debattråd på Facebook og slet ikke frådende tilsvininger af mine modstandere i ytringsfrihedens og fredens navn. Handling er det bedste våben.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad dit våben skal være eller hvilken kamp du skal kæmpe. Jeg vil bare i al stilfærdig minde om, at vi har muligheder for at handle.

boeger
Tak fordi du læser med. Tilmeld dig bloggens nyhedstjeneste oppe i højre hjørne. Du er også velkommen til at kommentere, like eller dele. 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*