Tror du på julenissen?

JULJulenissen findes. De er rigtigt nok. Jeg har selv set en eller rettere sagt hende.
Det er ellers mange år siden, jeg afslørede det store julenissebedrag for øjnene af hele familien. Jeg var fire år gammel og i ekstase da julenissen endelig kom besøg hjemme hos min moster i Svinninge. Som en glad julehund fulgte jeg nissen rundt i stuen indtil jeg fik øje på det lille stykke stof, der stak frem under kanten af nissedragten. Nissen havde samme kjole på som min moster! Og så var det, at sandheden gik op for mig i al sin gru. De voksne løj, og den rare julenisse var bare min moster. Den første illusion i en lang række af illusioner bristede med et ordentligt brag, og efter den juleaften var det slut med julenissen hjemme hos os. Julenissen fandtes ikke. Det var bare noget, vi legede. Indtil en julenat for nogle år siden.

Det var det år, hvor min far, storebror og jeg skulle finde ud at holde vores første juleaften uden min mor. Vi havde haft et hårdt år med sygdom og dødsfald, men jul skal man jo holde. Det var ikke nemt. Vi prøvede at gøre, som vi plejede. Pyntede op som vi plejede. Var sammen med de samme mennesker, som vi plejede. Spiste det samme, og sagde de samme rituelle vittigheder om, at nogen nok havde glemt at putte mandlen i skålen. Den klassiske julevits, som gav værtinden, min kusine, de samme røde pletter på halsen, som hun plejede at få. Alt var fuldstændigt som det plejede. Og så var det alligevel helt forkert.

Det var ikke sjovt og heller ikke særligt hyggeligt. Den juleaften skulle bare overstås. Vi talte om min mor. Selvfølgelig gjorde vi det, men det gjorde kun kredsen omkring juletræet endnu mindre, og vores gang omkring det endnu mere bizar og underligt fortabt. Til sidst kørte vi hjem ad mørke landeveje. Som vi plejede. På dette tidspunkt ville min mor indlede den almindelige familiære analyse – pænt ord for bagtalen – med kommentarer som:” Ja, det var en dejlig aften. Men der manglede nu noget vanille i den ris a la mande, ikke?” Og så ville ballet være åbnet for det traditionsrige kollektive brokkeri over den onkel, der syns man skal peppe alle julesalmer op med friske jazzvariationer i femdobbelt tempo. Eller den anden onkel, der altid falder i søvn. Og snorker. I år var vi stille. Vi sagde ingenting,  tænkte hver vores. og formodentlig på det samme.

Senere på natten lå jeg oppe i mit ungdomsværelse, og kunne ikke falde i søvn. Klokken tre om natten ringede det på døren. Jeg for sammen i min seng, og lod de andre om at forsvare bastionen. Det var faktisk lidt uhyggeligt. Hvem ringer på hos andre mennesker midt om natten og så på en julenat? Min storebror åbnede døren og ude i mørket stod en lille rød skikkelse med favnen fuld af poser med gaver i.
Var det julenissen, der kom? Endelig efter alle disse år…og så i en taxa, og med små prismærker dinglende fra det røde nissetøj.
En hulkende nisse kastede sig i armene på mig, og nu kunne jeg se, hvem nissen var. Det var min gamle skoleveninde, der havde fejret juleaften med sine forældre, indtil et familiært opgør havde sat en stopper for hyggen. Og det røde tøj var ikke en nissedragt, men et rødt regnsæt, hun havde fået i julegave. Efter lidt snak på sengekanten faldt vi i søvn, og næste morgen var intet som det plejede. Vi havde en fremmed gæst i huset. En varm og kærlig gæst der ikke var bange for at stille spørgsmål og lytte til vores historie, vores savn og vores forkerte juleaften. Og vi nød det alle fire. Vi grinede af den natlige nisseentré, og følte os ikke længere helt alene med en kikset juleaften. Og pludselig var det alligevel blevet jul. Bare på en ny måde.

Det kan godt være vores julenisse var over 1 meter høj og uden skæg. Det kan også godt være, at hun kom på grund af et trist skænderi. Men ligesom i julekalenderen kom hun i sidste øjeblik og reddede julen. For os og for sig selv. Derfor tror jeg på, at julenissen finde. I os alle sammen. Vi kan alle sammen redde julen for nogen. Hvis vi vil.

Rigtig glædelig jul. Og en særlig hilsen til alle dem, der må savne nogen eller noget….

Trykt første gang som klumme i Alt for damerne, 2007

Om bloggen: Vil du abonnere på bloggen? Tilmeld dig oppe i højre hjørne, så får du automatisk nye indlæg tilsendt. Du er meget velkommen til at kommentere, like eller dele.  Tak fordi du gider læser med.

 

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*