Jeg er også optaget af kreativitet, når jeg ikke skriver. Bare på dansegulvet. Som facilitator i danseformen GROOVE underviser jeg børn, voksne og familier i at udtrykke sig kreativt og autentisk gennem dans og bevægelse. GROOVE er en dejlig dansefest for krop og sjæl. Det er god fysisk træning, men det kan også være meget mere end det. GROOVE er også en øvelse i kreativitet, autenticitet og i kunsten at følge sit hjerte. Og øve sig i at blive lidt mere ligeglad med andres mening.
I denne artikel om GROOVE, som jeg har skrevet til magasinet Psykologi fortæller jeg om en af mine første møder med GROOVE. Efter den oplevelse var der ikke nogen vej tilbage. Jeg MÅTTE vide mere om det, og tog uddannelsen som facilitator i 2015.
Nemme moves, god musik og helt vildt sjovt
GROOVE er verdens nemmeste danseform, og efter min mening også den sjoveste! Der er ingen koreografi eller indviklede serier, som man ikke kan huske. Kun helt simple trin eller bevægelser. Derfor kan alle nyde dansen og musikken med det samme uden at skulle lære en eller anden meget lang og indviklet serie først.
Det bedste ved GROOVE er at du danser på din egen måde, og at det er umuligt at gøre det forkert. Vi danser til forskellig slags musik og vi danser alle sammen det samme, men på vores egen måde. GROOVE er også en træning i kreativitet og lidt som at være med til en rigtig god dansefest – bare uden tømmermænd bagefter. Og så er musikken supergod.
De sidste fem år har jeg faciliteret GROOVE for både børn, familier og voksne. Gennem to år har jeg lavet Familie GROOVE i folkehuset Absalon på Vesterbro, hvor børn og forældre danser sammen.
Udover mine egne hold og særlige workshops som Skrivedans har jeg lavet GROOVE for seniorer, undervist på aftenskolen FOF på Frederiksberg og LOF i Helsingør.
Jeg rykker meget gerne ud med min mobile dansesalon som det festlige indslag i polterabends, til private fester, konferencer og lignende. Jeg har f.eks. været en del af konfirmationsundervisningen i Lundtofte Kirke, og danset sammen med konfirmander, præst og personale. Læs mere om events og hold på facebooksiden: GROOVE DANSESALON .
Du kan også finde en facilitator og et dansegulv i nærheden af dig på vores fællles facebookside.
Om metoden
Danseformen GROOVE er udviklet af den amerikanske danseinstruktør Misty Tripoly. Efter mange år som underviser i dans og fitness satte hun sig for at skabe en dans, som alle kunne danse. En dans der ikke handler om at kopiere andre eller se ud på bestemt måde. Men om at nyde musikken, udtrykke sig og udfolde sit fulde potentiale.
I dag rejser hun verden rundt med sine workshops, events, retreats og foredrag. Du kan læse mere om historien bag GROOVE på hjemmesiden The World GROOVE Movement